07.01.2025
Klagebetingelser
Læs hvilke betingelser, som skal være opfyldt, for at du kan klage.
Advokatnævnet behandler to former for klager: Adfærdsklager (også kaldet disciplinærklager) og salærklager. Det koster 500 kr. i gebyr af indgive en klage. Gebyret betales tilbage, hvis du får helt eller delvist medhold, eller hvis sagen afvises pga. formelle mangler.
Du har mulighed for at indgive klagen digitalt på siden Indgiv klage. (Se vejledning om digital klagesagsbehandling)
Klagerne bliver forberedt af sekretariatet og afgjort af Advokatnævnet. Sager kan afgøres ved afgørelse om afvisning eller ved kendelse. Nævnet har som målsætning, at nævnets gennemsnitlige sagsbehandlingstid ikke overstiger 6 måneder fra modtagelsen af klagen, og indtil nævnets afgørelse foreligger. Pt. er sagsbehandlingstiden ca. 5 måneder i gennemsnit.
En adfærdsklage er en klage over advokatens adfærd, herunder for eksempel manglende skriftlig prisoplysning til forbrugere, i forbindelse med behandling af en sag. Nævnet kan give advokaten en sanktion (irettesættelse eller bøde), hvis nævnet finder, at advokaten har handlet i strid med god advokatskik. Bøden tilfalder statskassen og ikke den, som klager. Advokaten kan indbringe sanktionen for domstolene. Det sker ved, at de stævner Advokatnævnet.
En salærklage er en klage over advokatens salær for den bistand, der er ydet. Hvis du ønsker det, kan der indgives både en salær- og en adfærdsklage. Hvis du eksempelvis ønsker, at nævnet både skal afgøre, om salæret er rimeligt, og om advokaten tilsidesatte god advokatskik ved ikke at give skriftlig prisoplysning, skal du indgive både en salær- og en adfærdsklage.
Du kan selv vælge, om advokatens salær skal betales, inden der indgives en salærklage. Hvis salæret bliver betalt, og du får helt eller delvist medhold i klagen, vil advokaten blive pålagt at tilbagebetale salæret helt eller delvist med tillæg af procesrente fra beløbets modtagelse, til tilbagebetaling sker. Hvis salæret ikke bliver betalt, og der indgives en salærklage, kan advokaten ikke udtage stævning for sit salærkrav, men er dog berettiget til at kræve renter og omkostninger efter rentelovens regler af det salær, som bliver godkendt i klagesagen. Hvis der verserer en retssag om salæret, vil nævnet formentlig afvise sagen efter dens beskaffenhed. Når klagesagen er endelig afgjort af nævnet, kan begge parter anlægge sag ved domstolene mod modparten vedrørende salæret.
Advokatnævnet kan ikke afgøre, om en advokat er erstatningsansvarlig. Sådanne afgørelser henhører under domstolene, og der skal anlægges sag mod advokaten ved domstolene, hvis du mener, at advokaten skal betale erstatning. Spørgsmålet om forældelse er et domstolsanliggende, men det afbryder som udgangspunkt ikke forældelse af et erstatningskrav at indsende en klage over advokaten.
Ifølge retsplejelovens § 147 b, stk. 2, skal en adfærdsklage indgives til Advokatnævnets sekretariat, inden der er gået et år fra det tidspunkt, hvor klager er blevet bekendt med de forhold, der klages over. Ifølge retsplejelovens § 146, stk. 2, skal en salærklage indgives til Advokatnævnets sekretariat, inden der er gået et år fra den endelige afregning af sagen. Advokatnævnet behandler derfor ikke klagen, hvis der er gået mere end et år, med mindre nævnet mener, at der er en rimelig grund til, at klagefristen ikke er overholdt.
Når Advokatnævnets sekretariat har modtaget en klage, sender sekretariatet som udgangspunkt klagen i høring og beder indklagede om bemærkninger. Klager får en kopi af advokatens bemærkninger og får mulighed for selv at komme med flere bemærkninger til sagen. Advokaten får eventuelt mulighed for at komme med sine afsluttende bemærkninger. I enkelte sager kan det være nødvendigt at bede om flere oplysninger enten fra klager eller fra advokaten, inden klagesagen kan afgøres.
Klagerne behandles på grundlag af det skriftlige materiale, der er indsendt, men både klager og advokaten kan i adfærdsklager, som ikke afvises, anmode om at møde personligt for Advokatnævnet for at supplere det skriftlige materiale. Der er ingen pligt til at møde personligt, selv om den anden part møder. Langt de fleste sager afgøres uden, at nogen af parterne møder personligt. Advokatnævnet træffer som udgangspunkt ikke delafgørelser forlods om sagens formalitet, og selv om indklagede advokat påstår afvisning, skal denne derfor fra sagens begyndelse tillige fremkomme med de påstande og anbringender, som vedkommende ønsker at gøre gældende om realiteten.
En klage kan afvises, hvis: