K E N D E L S E
Sagens parter:
I denne sag har [retten] klaget over advokat Jesper Hildebrand Rohde, Lyngby.
Klagens tema:
[Retten] har klaget over, at advokat Jesper Hildebrand Rohde har tilsidesat god advokatskik, herunder ved at melde sig syg til to straffesager samme eftermiddag og efterfølgende ikke at overholde fristen for indsendelse af lægeerklæring, og ved først efter at blive rykket for erklæringen at få tid hos læge, og senere indlevere en erklæring, der ikke opfylder kravene til lægeerklæring, selvom han har kendskab til disse krav.
Datoen for klagen:
Klagen er modtaget i Advokatnævnet den 21. maj 2024.
Sagsfremstilling:
Advokat Jesper Hildebrand Rohde var forsvarer i to straffesager, der var berammet til behandling den 16. april 2024 kl. 13.00 og 13.30 ved [retten].
Den 16. april 2024 ringede advokat Jesper Hildebrand Rohdes sekretær til [retten] og oplyste, at advokat Jesper Hildebrand Rohde var syg og derfor ikke kunne deltage ved retsmøderne samme eftermiddag.
En retssekretær skrev samme dag en e-mail til advokat Jesper Hildebrand Rohdes sekretær med bekræftelse på, at retsmøderne var aflyst, men at der skulle fremsendes en lægeerklæring til retten senest den 17. april 2024.
Advokat Jesper Hildebrand Rohde fremsendte ikke en lægeerklæring til retten, og derfor rykkede en retssekretær den 22. april 2024 for modtagelse af denne.
Senere samme dag, den 22. april 2024, anmodede advokat Jesper Hildebrand Rohdes sekretær om fristudsættelse på indlevering af lægeerklæring, idet advokat Jesper Hildebrand Rohde fortsat var syg.
[Retten] har oplyst, at advokat Jesper Hildebrand Rohdes sekretær enten den 25. eller 26. april 2024 ringede til retten og rykkede for svar på anmodningen om fristudsættelse.
Den 29. april 2024 skrev en retssekretær til advokat Jesper Hildebrand Rohdes sekretær og oplyste, at sidste frist for indlevering af lægeerklæring var den 1. maj 2024 kl. 12.00.
[Retten] har oplyst, at advokat Jesper Hildebrand Rohde umiddelbart efter den 29. april 2024 ringede til retten og oplyste, at han først havde fået en tid hos sin læge den 9. maj 2024 om morgenen. Advokat Jesper Hildebrand Rohde oplyste også, at hans læge ikke arbejdede hver dag, og at han derfor ikke kunne få en tid før. Retssekretæren understregede, at erklæringen skulle indleveres på domstolenes blanket, hvilket han oplyste, at han var klar over.
Den 9. maj 2024, kl. 20.09, fremsendte advokat Jesper Hildebrand Rohde en lægeerklæring til retten. Lægeerklæringen, der var dateret den 8. maj 2024, var ikke udfyldt på domstolenes blanket. Af denne fremgik, at advokat Jesper Hildebrand Rohde havde været syg den 16. april 2024 og derfor ikke havde kunnet møde op i retten.
Advokat Jesper Hildebrand Rohdes læge skrev i en udtalelse af 26. juli 2024, at årsagen til, at den medbragte attest ikke kunne udfyldes var, at advokat Jesper Hildebrand Rohde ikke havde haft fysisk kontakt til klinikken under sygdomsperioden.
Parternes påstande og anbringender:
Klager:
[Retten] har påstået, at advokat Jesper Hildebrand Rohde har tilsidesat god advokatskik, herunder ved at melde sig syg til to straffesager samme eftermiddag og efterfølgende ikke at overholde fristen for indsendelse af lægeerklæring, og ved først efter at blive rykket for erklæringen at få tid hos læge, og senere indlevere en erklæring, der ikke opfylder kravene til lægeerklæring, selvom han har kendskab til disse krav.
[Retten] har til støtte herfor særligt gjort gældende, at domstolenes lægeattest er udarbejdet i samarbejde med Lægeforeningen og kan findes på domstolenes hjemmeside. Attesten er udformet således, at det navnlig kan vurderes, om sygdommen har en sådan karakter, at det ikke har været muligt for vedkommende at give møde i retten. Det er retten og ikke lægen, der i sidste ende vurderer, om lægeattesten og de deri beskrevne forhold kan betragtes som dokumentation for lovligt forfald. Attesten er navnlig møntet på tiltalte, parter, vidner m.fl. Men retten benytter den også i visse situationer i forhold til de professionelle parter, fx advokater. Som udgangspunkt beder retten dog ikke advokater om lægeattest som dokumentation for sygemelding.
Det er af stor vigtighed for rettens afvikling af sagerne og for at tage behørigt hensyn til alle de andre, der skal møde til en hovedforhandling, at retten kan stole på, at advokater giver møde og er velforberedt på deres opgaver. Hvis retten gentagne gange har haft mindre gode erfaringer med advokater, herunder at de har meldt afbud til en hovedforhandling kort før mødets start, har retten tillige anmodet advokaten om at indgive lægeattest på samme måde, som de beder de ikke professionelle parter om. Retten vil normalt bede om, at attesten så vidt muligt indsendes forud for mødet, og hvis dette af praktiske årsager ikke kan lade sig gøre, giver retten normalt en frist på tre arbejdsdage til indsendelse af attesten.
Det er endvidere anført, at advokat Jesper Hildebrand Rohde blev anmodet om at indsende lægeattesten, fordi [retten] tidligere havde oplevet problemer med, at han ikke gav møde til hovedforhandlingen, og han fik derfor en kortere frist til indsendelse af lægeattesten og fik senere efter anmodning en længere udsættelse af fristen. Denne udsatte frist blev ikke overholdt, og advokat Jesper Hildebrand Rohde indsendte en erklæring, der ikke indeholdt de nødvendige oplysninger til at kunne vurdere, om der var tale om sygdom, der medførte, at han ikke havde været i stand til at give møde i retten.
Retten kan i øvrigt henvise til Advokatnævnets kendelse af 21. december 2023, sagsnr. 2023-2148, hvor advokat Jesper Hildebrand Rohde blev pålagt en bøde på 20.000 kr. for tilsidesættelse af god advokatskik, idet han først på dagen for et retsmøde meddelte retten, at han ikke kunne give møde, og efterfølgende overholdt han ikke den af retten fastsatte frist til at indlevere dokumentation for forfald.
Indklagede:
Advokat Jesper Hildebrand Rohde har påstået frifindelse og har til støtte herfor bl.a. gjort gældende, at han var syg den 16. april 2024, hvorfor han meldte afbud til de to retssager i [retten]. Han var også syg den 17. april 2024 og meldte derfor også afbud til to sager i Retten i Roskilde denne dag. Sagerne i Roskilde blev aflyst uden krav om lægeerklæring.
Efter anmodning fra [retten] forsøgte advokat Jesper Hildebrand Rohde at finde en lægetid samme eftermiddag og dagen efter, som retten havde fastsat som frist, men det var ikke muligt at få tid. Hans sekretær kontaktede derfor [retten] mandag den 22. april 2024 og orienterede om dette med anmodning om en fristudsættelse til at fremsende lægeattest. På trods af rykkere i mellemtiden fra hans sekretær, svarede retten først herpå 1 uge senere, den 29. april 2024, hvor retten udsatte fristen til den 1. maj 2024. En retssekretær fra [retten] ringede den 1. maj 2024 for at rykke for lægeattesten, hvor advokat Jesper Hildebrand Rohde forklarede, at det ikke havde været muligt at få tid hos lægen inden for en frist på to dage, og at sygdommen i øvrigt ikke var aktiv mere. Retssekretæren bad ham herefter om at finde en tid hurtigst muligt. Hertil oplyste han, at han tidligere havde fået oplyst af lægen, at der var tider den 8. og 9. maj 2024, hvilket retssekretæren accepterede og fastsætter en frist til den 9. maj 2024.
Advokat Jesper Hildebrand Rohde har endvidere oplyst, at hans læge efter en samtale den 8. maj 2024 attesterede, at han havde været syg. Lægen oplyste i den forbindelse, at anvendelse af den lægeattest, som [retten] henviste til, forudsatte, at det var muligt for lægen 1) at undersøge patient med sygdommen ”aktiv”, eller 2) at oplysningerne kunne skaffes fra journal eller fra anden læge, hvor det var konstateret, at sygdommen var aktiv på undersøgelsestidspunktet. Da advokat Jesper Hildebrand Rohde havde været rask et stykke tid og ikke havde journal fra anden læge, eller da han ikke på anden måde havde været ved læge med sygdommen, ville hans læge ikke anvende blanketten, men insisteret på at anvende den sædvanlige lægeerklæring, som anvendes i alle andre sammenhænge.
Advokat Jesper Hildebrand Rohde har for Advokatnævnet fremlagt og henvist til besvarelse af spørgsmål nr. 769, som Folketingets Retsudvalg havde stillet til justitsministeren den 20. marts 2014. Heraf fremgår, at blanketten skal anvendes til vurdering af, om et retsmøde skal udsættes, og at den tager sigte på tiltalte i straffesager, hvor konsekvensen af at dokumentation ikke er i orden er, at tiltalte kan anholdes ved kommende retsmøde. Blanketten tager således ikke sigte på rettens professionelle aktører. Derudover har advokat Jesper Hildebrand Rohde vedlagt og henvist til en række høringssvar, hvor organisationer og aktører udtalte sig kritisk om det skærpede dokumentationskrav for lovligt forfald.
Det er herefter advokat Jesper Hildebrand Rohdes opfattelse, er den omtalte blanket ikke var anvendelig i denne sag, da den dels tager sigte på andre sagsaktører (tiltalte), dels er ude af sync i den virkelige verden og endelig, da den efter sit indhold forudsætter, at sygdommen skal være til stede på tidspunktet for lægeerklæringen.
Advokat Jesper Hildebrand Rohde har gjort gældende, at retten dels har accepteret udsættelsen, og dels været klar over, at den ønskede blanket ikke har kunnet anvendes. Dokumentationen for sygdom er indsendt til retten inden for den af [retten] fastsatte frist, der ligger efter aflysningen af retsmødet, og lægen attesterede, at han havde været syg.
Advokat Jesper Hildebrand Rohde har endvidere anført, at den omtalte kendelse fra den 21. december 2023 vedrørte en helt anden situation og andre faktuelle forhold, end dem [retten] henviser til. Den omhandler således ikke spørgsmålet om, hvorvidt der er et formkrav i forhold til afgivelse af lægeerklæringer på en blanket for professionelle parter. Den omhandler heller ikke en situation, hvor der efter aflysningen af et enkelt retsmøde og forud for planlægningen af flere nye samt skriftlig korrespondance bliver bedt om en lægeerklæring.
Advokat Jesper Hildebrand Rohde har opfordret retten til at dokumentere bl.a., hvornår og i hvilket omfang man mener, at der har været problemer med fremmødet siden 2013, idet den påstand, som [retten] fremfører om hans fremmøde, efter hans opfattelse er misvisende.
Advokatnævnets behandling:
Sagen har været behandlet på et møde i Advokatnævnet med deltagelse af 7 medlemmer.
Nævnets afgørelse og begrundelse:
Det følger af retsplejelovens § 126, stk. 1, at en advokat skal udvise en adfærd, der stemmer med god advokatskik. Herunder skal advokaten udføre sit hverv under respekt for retten, og advokaten må ikke forhindre, at sagen behandles og afgøres efter de regler, der gælder herom.
Det bemærkes, at Advokatnævnet ikke tager stilling til, hvorvidt retten kunne stille formkrav til afgivelse af lægeerklæringen, og om den af advokat Jesper Hildebrand Rohde indleverede lægeerklæring opfylder kravene for lovligt forfald, idet dette ikke henhører under Advokatnævnets kompetence.
Advokatnævnet lægger til grund, at advokat Jesper Hildebrand Rohde ikke overholdt den af retten fastsatte frist til den 17. april 2024 til at fremsende en lægeerklæring, og at han ikke rettede henvendelse til retten med anmodning om fristforlængelse før den 22. april 2024, efter at han samme dag var blevet rykket af retten. Nævnet lægger endvidere til grund, at advokat Jesper Hildebrand Rohde først den 9. maj 2024 fremsendte en lægeerklæring til retten, selvom retten havde givet advokat Jesper Hildebrand Rohdes en endelig frist for indlevering af lægeerklæring til den 1. maj 2024 kl. 12.00.
Advokatnævnet finder, at det påhvilede advokat Jesper Hildebrand Rohde at overholde de af retten fastsatte frister for at fremsende lægeerklæring, eller som minimum at anmode om fristudsættelse inden fristens udløb. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at rettens frist var kort.
Advokatnævnet finder på den baggrund, at advokat Jesper Hildebrand Rohde har tilsidesat god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1, ved ikke at overholde den af retten fastsatte frist for at indlevere lægeerklæring.
Advokat Jesper Hildebrand Rohde blev ved kendelse af 25. april 2019 pålagt en bøde på 10.000 kr. og ved kendelse af 28. november 2022 blev han pålagt en bøde på 20.000 kr. Senest ved kendelse af 21. december 2023 blev advokat Jesper Hildebrand Rohde efter en samlet vurdering pålagt en bøde på 20.000 kr. for at have tilsesat god advokatskik, herunder bl.a. ved ikke at overholde den af retten fastsatte frist for at indlevere dokumentation for forfald til et retsmøde. Disse kendelser skal tillægges gentagelsesvirkning ved sanktionsudmålingen i nærværende sag.
Under hensyn til det anførte om forløbet, hvorefter advokat Jesper Hildebrand Rohde efter den 22. april 2024 var i dialog med retten, pålægger Advokatnævnet efter en samlet vurdering i medfør af retsplejelovens § 147 c, stk. 1, advokat Jesper Hildebrand Rohde en bøde på 30.000 kr.
Advokat Jesper Hildebrand Rohde kan indbringe afgørelsen for retten inden 4 uger efter modtagelsen af kendelsen, jf. retsplejelovens § 147 d.
Herefter bestemmes:
Advokat Jesper Hildebrand Rohde pålægges en bøde til statskassen på 30.000 kr.
På nævnets vegne
Ole Høyer