Spring hovednavigationen over
Hent afgørelse

K E N D E L S E


Sagens parter:

I denne sag har [advokat A] på vegne af [klager] klaget over advokat Monica Elsebeth Kromann, Aarhus C.

Klagens tema:

[Advokat A] har på vegne af [klager] klaget over, at advokat Monica Elsebeth Kromann har tilsidesat god advokatskik ved i to tilfælde at rette henvendelse til Tinglysningsretten uden samtidig kopi til modparten.

Datoen for klagen:

Klagen er modtaget i Advokatnævnet den 8. august 2023.

Sagsfremstilling:

[Advokat A] repræsenterede [klager] i forbindelse med en verserende bodeling mellem [klager] og dennes tidligere ægtefælle. Parterne havde i en årrække forud for deres skilsmisse været bosat i [land]. Der blev indgivet anmodning om skilsmisse den 27. marts 2019, og skilsmissen blev endeligt bevilget den 25. januar 2023 af retten i [land]. Bodelingssagen var fortsat under behandling i [land].

Advokat Monica Elsebeth Kromann indtrådte den 26. januar 2023 som advokat for [klager]s tidligere ægtefælle.

Ægtefællen ejede en ejendom i Danmark beliggende […]. [Klager] havde fået tinglyst parternes vielsesattest på ejendommen som rådighedsindskrænkning på ejendommen.

Ved e-mail af 10. februar 2023 til [advokat A] skrev advokat Monica Elsebeth Kromann bl.a. følgende:

"Af tingbogen fremgår min klients råderet over sin ejendom som indskrænket, idet parternes vielsesattest er tinglyst som et rådighedsindskrænkende dokument. Min klient har imidlertid udbudt ejendommen til salg, idet denne ikke har bopæl i Danmark og således ikke anvender ejendommen. Det er opfattelsen, at det er i begge parters interesse at ejendommen afhændes, og bidrage til en hurtigere afslutning af bodelingen for så vidt angår aktiverne i Danmark. På baggrund heraf henstilles til, at din klient underskriver vedhæftede samtykkeerklæring til brug for gennemførsel af et salg, jf. bilag 3.

Det er forhåbningen, at din klient er indstillet på at underskrive vedhæftede erklæring, således at der ikke skal føres unødig proces omkring forholdet. Det skal dog bemærkes, at vielsesattesten tinglyst på ejendommen i nærværende tilfælde ikke tjener hensynet bag denne mulighed, hvorfor rådighedsindskrænkningen vil kunne slettes.

[…]

Såfremt din klient ikke ønsker at medvirke til gennemførslen af et salg af ejendommen, vil der blive rettet henvendelse til Tinglysningsretten med anmodning om at slette vielsesattesten fra tingbogen. Subsidiært vil der blive anlagt sag ved domstolene med påstand om sletning af rådighedsindskrænkningen. Det skal understreges at der foreligger domspraksis i lignende tilfælde, hvor vielsesattesten er blevet slettet ved dom. […]"

[Advokat A] besvarede ikke henvendelsen, og advokat Monica Elsebeth Kromann rettede på den baggrund fornyet henvendelse ved e-mail af 2. marts 2023, hvoraf følgende bl.a. fremgik:

"Såfremt din klient ikke ønsker at underskrive samtykkeerklæringen, vil jeg snarest rette henvendelse til Tinglysningsretten, subsidiært domstolene, med anmodning om at få slettet vielsesattesten fra Tingbogen. Som anført i skrivelse af den 10. februar 2023, foreligger der en klar praksis ved domstolene, hvor tinglyste vielsesattester slettes fra Tingbogen i lignende tilfælde. Det er således opfattelsen, at der vil være tale om ressourcespild og unødig procesførelse i tilfælde af, at din klient ikke medvirker til undertegnelse af erklæringen."

Ved e-mail af 9. marts 2023 til [advokat A] bragte advokat Monica Elsebeth Kromann sine to skrivelser i erindring og rykkede for svar.

Ved e-mail af 21. marts 2023 til [advokat A] rykkede advokat Monica Elsebeth Kromann igen for svar.

Advokat Monica Elsebeth Kromann begærede ved henvendelse af 23. marts 2023 til Tinglysningsretten vielsesattesten aflyst som rådighedsindskrænkende dokument på ejendommen […]. Af anmeldelsen fremgik bl.a. følgende:

"Begæring om aflysning af vielsesattest
Nærværende vielsesattest begæres hermed aflyst på ejendommen. [Ægtefællen] og [klager] er skilt i november 2022, og har været separeret 5 år forud herfor. Muligheden for at tinglyse en vielsesattest på en ejendom, har til formål at beskytte en ægtefælle mod, at den anden ægtefælle sælger en ejendom, der tjener til familiens eller har været bestemt til helårsbolig, hvilket følger af lov om ægtefællers økonomiske forholds § 6. Ejendommen blev af [ægtefællen] erhvervet i [årstal] som dennes helårsbolig, men har aldrig været anvendt hertil eller bestemt hertil efter parternes indgåelse af ægteskab i [årstal]. Parterne har aldrig taget bolig på ejendommen beliggende […]. Eftersom parterne er skilt, og boligen aldrig har tjent til familiens helårsbolig, findes beskyttelseshensynene bag lov om ægtefællers økonomiske forholds § 6 ikke for opfyldte. Parterne boede i adskillige år i [land] under deres ægteskab. [Klager] er på nuværende tidspunkt fortsat bosat i [land]. Det følger af domspraksis, jf. bl.a. U.2017.1030 og U.1976.597, at vielsesattesten kan aflyses, når denne ikke tjener formålet bag bestemmelsen i lov om ægtefællers økonomiske forholds § 6."

Advokat Monica Elsebeth Kromann sendte ikke kopi af anmeldelsen til [advokat A].

Tinglysningsretten afviste samme dag aflysningen med den begrundelse, at anmeldelsen ikke var underskrevet af ægtefællen eller vedhæftet dokumentation for, hvem der kunne udtage ejendommen.

Ved e-mail af 30. marts 2023 til [advokat A] skrev advokat Monica Elsebeth Kromann bl.a. følgende:

"Jeg har dags dato forsøgt at kontakte dig telefonisk, desværre uden held.
Såfremt vi ikke modtager en tilbagemelding inden en 11. april 2023, vil der blive indgivet stævning med påstand om aflysning af vielsesattesten som rådighedsindskrænkning. […]"

Den 18. juli 2023, mens advokat Monica Elsebeth Kromann afholdt sommerferie, kærede hendes klient tinglysningssvaret.

Ved e-mail af 24. juli 2023 til [advokat A] skrev en medarbejder fra Tinglysningsretten følgende:

"Til brug for fremsendelse af kæreskrift vedr. tinglysning af [klager]s vielsesattest på en fast ejendom, har jeg brug for at vide, om du repræsenterer ham og kan modtage meddelelser på hans vegne fra Tinglysningsretten."

[Advokat A] svarede ved e-mail af samme dato, at han ikke var bekendt med en sag ved Tinglysningsretten, og anmodede om at få fremsendt kopi af tidligere dokumenter i sagen, herunder det tema, som var afgjort og nu kæret.

Ved e-mail af 25. juli 2023 til [advokat A] skrev medarbejderen fra Tinglysningsretten bl.a. følgende:

"Sagsbehandler i Tinglysningsretten har afvist ejers begæring om at aflyse noteringen, og denne afgørelse er nu kæret.

Til brug for Tinglysningsrettens overvejelse efter retsplejelovens 396, stk. 1 skal jeg - idet jeg kan konstatere, at [klager] aldrig har haft folkeregisteradresse i ejendommen, og kærende oplyser at han aldrig har boet i ejendommen anmode om dine bemærkninger for [klager].

Er det [klager]s opfattelse, at familien inkl. ham selv har haft bopæl i ejendommen eller at denne har været bestemt til familiens bolig og i givet fald med beskrivelse af hvad han støtter dette på.

Jeg forudsætter, at jeg modtager dine bemærkninger senest den 7. august kl. 12.00, idet jeg i modsat fald vil lægge kærendes oplysninger til grund for vurderingen efter retsplejelovens § 396, og imødekomme begæring om aflysning."

Advokat Monica Elsebeth Kromann har oplyst, at hun blev orienteret om kæremålet af sin klient den 2. august 2023.

Den 3. august 2023 fremsendte [advokat A] sin klients bemærkninger til Tinglysningsretten.

Ved brev af 8. august 2023 til parterne oplyste Tinglysningsretten, at kæremålet var blevet videresendt til behandling i Vestre Landsret.

Parternes påstande og anbringender:

Klager:

[Advokat A] har på vegne af [klager] påstået, at advokat Monica Elsebeth Kromann har tilsidesat god advokatskik ved i to tilfælde at rette henvendelse til Tinglysningsretten uden samtidig kopi til modparten.

[Advokat A] har til støtte herfor gjort gældende, at han først fik besked om sagen, da Tinglysningsretten kontaktede ham i juli måned 2023 i forbindelse med modpartens kære af Tinglysningsrettens afgørelse. Advokat Monica Elsebeth Kromann har således både undladt at orientere [advokat A], da sagen blev anlagt, og da kære blev indgivet.

Indklagede:

Advokat Monica Elsebeth Kromann har påstået frifindelse og har til støtte herfor bl.a. gjort gældende, at baggrunden for begæringen var, at hendes klient havde behov for gennemførslen af et salg af sin ejendom, da klienten havde indgået en aftale med en køber til ejendommen. Der havde forud for begæringen været drøftelser med [advokat A], hvori advokat Monica Elsebeth Christensen bl.a. den 10. februar 2023 havde henstillet [klager] til at underskrive en samtykkeerklæring til salg af ejendommen. I skrivelsen af 10. februar 2023 blev [advokat A] endvidere gjort opmærksom på, at der ville blive rettet henvendelse til Tinglysningsretten med begæring om aflysning af vielsesattesten, såfremt [klager] ikke ville medvirke til advokat Monica Elsebeth Kromanns klients salg af sin egen ejendom. [Advokat A] besvarede imidlertid ikke henvendelsen eller de efterfølgende adskillige rykkere, hvoraf det fremgik endnu engang, at der snarest ville blive rettet henvendelse til Tinglysningsretten, såfremt [klager] fortsat nægtede at medvirke til gennemførslen af et salg. Advokat Monica Elsebeth Kromann har ligeledes adskillige gange forsøgt at kontakte [advokat A] telefonisk, men han har ikke taget telefonen og er heller ikke vendt tilbage telefonisk på en eneste af henvendelserne.

Advokat Monica Elsebeth Kromann har endvidere anført, at hendes klient er ene adkomsthaver til ejendommen, og [klager] har ikke haft bopæl i Danmark siden år 2015. Vielsesattesten tjener dermed ikke formålet bag en rådighedsindskrænkning, hvorfor den materielt er uden virkning. Den formelle registrering af vielsesattesten forhindrer dog fortsat hendes klient i at udøve fuld rådighed over ejendommen. Det er derfor opfattelsen, at [klager] ikke havde krav på en underretning om en begæring om aflysning af dokumentet. Det var advokat Monica Elsebeth Kromanns opfattelse, at begæringen ville blive afvist ved Tinglysningsretten, idet Tinglysningsretten ikke prøver materielle forhold, men alene formelle forhold. Såfremt Tinglysningsretten havde taget begæringen til følge, ville hun naturligvis have orienteret [klager] om, at forholdet var taget under behandling af Tinglysningsretten. Da begæringen imidlertid blev afvist samme dag, som begæringen blev indgivet, og begæringen hovedsageligt blev indgivet for at undersøge processen, blev [klager] ikke orienteret. Eftersom det krævede en længere proces at anlægge sag, forsøgte advokat Monica Elsebeth Kromann i stedet at indgå et forlig. Der blev derfor præsenteret, at hendes klient kunne deponere halvdelen af salgssummen på en spærret konto, således at [klagers] interesser i forhold til boslod ville være sikret.

Advokat Monica Elsebeth Kromann har endelig anført, at det var hendes klient, der kærede tinglysningssvaret den 18. juli 2023. Afgørelsen er dermed kæret i uge 29, hvor der ikke var bemanding på advokat Monica Elsebeth Kromanns kontor. Advokat Monica Elsebeth Kromann har ikke været involveret i kæremålet, hvorfor hun i sagens natur ikke har haft mulighed for at underrette [klager]. Hendes klient har egenhændigt og selvstændigt kæret afgørelsen i hendes sommerferie, hvorfor hun ikke har haft mulighed for at orientere [klagers] advokat.

Advokatnævnets behandling:

Sagen har været behandlet på et møde i Advokatnævnet med deltagelse af 7 medlemmer.

Nævnets afgørelse og begrundelse:

Det følger af retsplejelovens § 126, stk. 1, at en advokat skal udvise en adfærd, der stemmer med god advokatskik.

En advokat skal respektere processens og forhandlingens kontradiktoriske princip, og advokaten må ikke uden forudgående eller samtidig meddelelse til modparten rette henvendelse til domstolene eller andre, der behandler tvister, eller forsyne disse med bilag, notater eller dokumenter.

Advokatnævnet finder, at advokat Monica Elsebeth Kromann har tilsidesat god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1, ved ikke at fremsende kopi af sin anmodning til Tinglysningsretten om aflysning af vielsesattesten til [klagers] advokat.

Advokatnævnet finder derimod, at advokat Monica Elsebeth Kromann ikke kunne forventes at sende kopi af kæreskrivelsen til [klagers] advokat. Nævnet har herved lagt vægt på, at det efter det oplyste var advokat Monica Elsebeth Kromanns klient, som uden hendes viden kærede tinglysningssvaret.

Advokat Monica Elsebeth Kromann er ved Advokatnævnets kendelse af 19. september 2016 pålagt en bøde på 10.000 kr., ved kendelse af 28. september 2017 pålagt en tillægsbøde på 10.000 kr., ved kendelse af 30. april 2019 pålagt en tillægsbøde på 10.000 kr. og ved kendelse af 9. september 2021 tildelt en irettesættelse.

Efter en samlet vurdering pålægger Advokatnævnet i medfør af retsplejelovens § 147 c, stk. 1, advokat Monica Elsebeth Kromann en bøde på 20.000 kr.

Advokat Monica Elsebeth Kromann kan indbringe afgørelsen for retten inden 4 uger efter modtagelsen af kendelsen, jf. retsplejelovens § 147 d.

Herefter bestemmes:

Advokat Monica Elsebeth Kromann pålægges en bøde til statskassen på 20.000 kr.

På nævnets vegne

Ole Hasselgaard