Spring hovednavigationen over
Hent afgørelse

K E N D E L S E

 

Ved anklageskrift af 30. november 2023, berigtiget ved orienteringsskrivelse af 13. marts 2024, har Advokatrådet indklaget daværende advokat Henrik Hein, Virum, for tilsidesættelse af advokatpligterne, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1, § 143, stk. 3 og 4, jf. principperne i straffelovens § 89,

ved som advokat ikke at have reageret på Advokatrådets brev af 10. november 2022 vedrørende indkaldelse til tilsyn samt ved efterfølgende ikke at have reageret på Advokatrådets rykkerhenvendelser af 6. december 2022, 10. januar 2023, 18. april 2023 og 25. april 2023 vedrørende samme, alt hvorved daværende advokat Henrik Hein har hindret gennemførelse af Advokatrådets lovpligtige tilsyn.

Sagsfremstilling:

Henrik Hein er født i 1966 og fik advokatbeskikkelse den 2. marts 1992. Han deponerede sin advokatbeskikkelse den 8. februar 2024.

Henrik Hein har ikke svaret i sagen, hvorfor sagsfremstillingen er udarbejdet på baggrund af Advokatrådets oplysninger.

Ved skrivelse af 10. november 2022 indkaldte Advokatrådets sekretariat Advokatfirmaet Henrik Hein v/Henrik Hein Nielsen og advokat Henrik Hein til tilsyn. Advokatvirksomheden blev herved anmodet om inden for ti arbejdsdage at fremsende dokumentation for, hvordan virksomheden efterlever reglerne om generelle oplysningspligter, eventuelle retningslinjer til forebyggelse af interessekonflikter samt virksomhedens risikovurdering, politikker og forretningsgange i medfør af hvidvasklovens §§ 7 og 8, samt dokumentation for afholdt undervisning, screening af medarbejdere og intern kontrol. Samtidig blev Henrik Hein anmodet om inden for ti arbejdsdage at fremsende dokumentation for gennemført efteruddannelse, dokumentation for advokatansvarsforsikring og garantistillelse samt en sagsliste til brug for tilsynet.

Advokatrådets sekretariat rykkede ved skrivelse af 6. december 2022 henholdsvis advokatfirmaet og Henrik Hein for indsendelse af det efterspurgte materiale. Der blev samtidig meddelt et påbud om senest den 12. december 2022 at fremsende materialet, ligesom det blev oplyst, at manglende medvirken til Advokatrådets tilsyn udgør en tilsidesættelse af god advokatskik.

Ved e-mail af 16. december 2022 fremsendte Henrik Hein dokumentation for afholdte kurser i den senest afsluttede efteruddannelsesperiode samt dokumentation for ansvarsforsikring og garanti, ligesom han oplyste om baggrunden for den sene fremsendelse. Han spurgte samtidig, om han kunne sende en sagsliste over de seneste tre til fire år.

Ved e-mail af 10. januar 2023 til Henrik Hein oplyste Advokatrådets sekretariat, at de forgæves havde forsøgt at kontakte ham telefonisk. Det blev samtidig oplyst, at sagslisten skulle omfatte verserende sager, ligesom der blev rykket for fremsendelsen af de efterspurgte dokumenter for henholdsvis advokatfirmaet og Henrik Hein personligt. Sekretariatet spurgte samtidig, om tilsynsbesøget kunne afvikles online.

Henrik Hein besvarede ikke e-mailen af 10. januar 2023.

Advokatrådets sekretariat forsøgte forgæves den 18. april 2023 at kontakte Henrik Hein telefonisk og indtalte i den forbindelse en telefonsvarerbesked.

Ved e-mail af 25. april 2023 anmodede Advokatrådets sekretariat Henrik Hein om senest den 27. april 2023 at kontakte sekretariatet med henblik på at aftale et tidspunkt for tilsynsbesøget. Det blev samtidig på ny oplyst, at manglende medvirken til Advokatrådets tilsyn udgør en tilsidesættelse af god advokatskik. Henrik Hein besvarede ikke henvendelsen.

Parternes påstande og anbringender:

Advokatrådet:

Advokatrådet har påstået, at Henrik Hein pålægges en skærpet bøde efter retsplejelovens § 147 c, stk. 1.

Advokatrådet har til støtte herfor gjort gældende, at det følger af retsplejelovens § 143, stk. 2 og 3, at Advokatrådet fører tilsyn med, at advokater handler i overensstemmelse med de pligter, som stillingen som advokat indebærer, og at Advokatrådet kan kræve, at advokater udleverer de oplysninger, som Advokatrådet skønner nødvendige for at gennemføre tilsynet. Endvidere følger det af retsplejelovens § 143, stk. 4, at advokater ikke må foretage eller medvirke til handlinger eller undladelser, som lægger hindringer i vejen for Advokatrådets tilsyn, eller hvis formål er at unddrage sig tilsynet.

Det er Advokatrådets vurdering, at Henrik Hein har handlet groft i strid med god advokatskik ved ikke at have reageret på sekretariatets henvendelser, herunder anmodningen om at fremsende nødvendige oplysninger til brug for tilsynet, hvorved han har hindret Advokatrådet i at kunne gennemføre det lovpligtige tilsyn.

Endvidere er det anført, at forholdet vedrører adfærd forud for den seneste kendelse mod Henrik Hein, og at det er Advokatrådets vurdering, at en samtidig bedømmelse af forholdene ville have medført en højere sanktion, og at der derfor bør pålægges en tillægsbøde, jf. princippet i straffelovens § 89.

I relation til kommunikationen med Henrik Hein bemærker Advokatrådet, at det følger af vedtægt for Det Danske Advokatsamfund § 76 a, at en advokat er forpligtet til skriftligt at meddele sekretariatet den adresse, hvorfra advokaten udøver erhverv, samt en e-mailadresse, hvor advokaten kan kontaktes. En advokat, der ikke udøver erhverv, skal oplyse sin bopæl og en e-mailadresse. Det fremgår ligeledes af vedtægtens § 77, at meddelelser fra Advokatsamfundet,
herunder Advokatnævnet, uanset formkravene i denne vedtægt med bindende virkning kan sendes som digital kommunikation, herunder til advokatens e-mailadresse, jf. 76 a, og e-Boks, under iagttagelse af den til enhver tid gældende lovgivning.

Indklagede:

Henrik Hein har ikke besvaret Advokatnævnets sekretariats henvendelser i sagen.

Advokatnævnets behandling:

Sagen har været behandlet på et møde i Advokatnævnet med deltagelse af 7 medlemmer.

Nævnets afgørelse og begrundelse:

Idet Henrik Hein ikke har svaret i sagen, har Advokatnævnet lagt Advokatrådets oplysninger til grund for afgørelsen.

Det følger af retsplejelovens § 126, stk. 1, at en advokat skal udvise en adfærd, der stemmer med god advokatskik.

Advokatrådet fører i medfør af retsplejelovens § 143, stk. 2, tilsyn med alle advokater med henblik på at sikre, at de handler i overensstemmelse med de pligter, stillingen medfører. En af Advokatrådets metoder til at føre det pligtmæssige tilsyn med advokater og advokatvirksomheder er bl.a. at anmode disse om at indsende oplysninger og fremlægge dokumentation, jf. retsplejelovens § 143, stk. 3. Advokater må i medfør af retsplejelovens § 143, stk. 4, ikke lægge hindringer i vejen for Advokatrådets tilsyn.

Henrik Hein undlod at besvare Advokatrådets sekretariats henvendelse af 10. januar 2023 og efterfølgende rykkerhenvendelser, herunder om indsendelse af de resterende efterspurgte oplysninger til brug for det lovpligtige tilsyn.

Advokatnævnet finder på den baggrund, at Henrik Hein har undladt at medvirke til Advokatrådets tilsyn, jf. retsplejelovens § 143, stk. 4, og at han dermed groft har tilsidesat god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1.

Henrik Hein er senest ved Advokatnævnets kendelse af 29. august 2023 pålagt en bøde på 40.000 kr. for tilsidesættelse af god advokatskik og ved kendelse af 26. marts 2024 pålagt en tillægsbøde på 10.000 kr.

Da forholdet er begået forud for Advokatnævnets kendelse af 29. august 2023, fastsættes bøden som en tillægssanktion, jf. princippet i straffelovens § 89. Da Advokatnævnet som udgangspunkt anvender absolut kumulation ved bødefastsættelsen – det vil sige absolut sammenlægning af bøderne uden et samlet fradrag – har dette ikke betydning for bødens størrelse, men det betyder, at den her fastsatte bøde ikke vil blive talt med som et selvstændigt gentagelsestilfælde, hvis nævnet i en eventuel senere sag skal fastsætte en bøde i anledning af nye forhold.

Advokatnævnet pålægger derfor skønsmæssigt Henrik Hein en tillægsbøde på 30.000 kr. i medfør af retsplejelovens § 147 c, stk. 1.

Henrik Hein kan indbringe afgørelsen for retten inden 4 uger efter modtagelsen af kendelsen, jf. retsplejelovens § 147 d.

Herefter bestemmes:

Daværende advokat Henrik Hein pålægges en tillægsbøde til statskassen på 30.000 kr.

På nævnets vegne

Ole Høyer