K E N D E L S E
Ved anklageskrift af 13. august 2021 har Advokatrådet indklaget [advokat A], [by], for at have tilsidesat advokatpligterne, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1, ved i forbindelse med sin fremsendelse af konkursbegæring den 21. juli 2020 for [selskab A] (tidligere […]) – som tillige indeholdt en anmodning om, at han blev antaget som kurator – skriftligt i fremsendelsesbrevet til Sø- og Handelsretten at have afgivet habilitetserklæring i medfør af konkurslovens § 238, uden forbehold og uden samtidig at oplyse:
- at hans partnerkollega i [advokatpartnerselskab A], [advokat B] siden 25. februar 2016 havde været bestyrelsesmedlem i [selskab A] (tidligere [...]),
- at [advokat B] siden 11. juli 2016 havde været formand for bestyrelsen og
- at [advokat B] i en længere periode op til selskabets konkurs havde fungeret som advokat for [selskab A] (tidligere [...]).
Sagsfremstilling:
[…]
Ved e-mail af 21. juli 2020 til Sø- og Handelsretten fremsendte [advokat A], [advokatpartnerselskab A], egen konkursbegæring på vegne af [selskab A] (tidligere [...]). Det fremgik af konkursbegæringen, at selskabet indstillede, at [advokat A] samt en medkurator blev antaget som kuratorer i konkursboet. [Advokat A] afgav samtidig habilitetserklæring, jf. konkurslovens § 238, uden forbehold.
Samme dag, den 21. juli 2020, blev der afsagt konkursdekret, og [advokat A] og medkuratoren blev udpeget som kuratorer.
Den 12. august 2020 blev der på baggrund af en kreditors begæring afholdt retsmøde i skifteretten vedrørende [advokat A]’s habilitet.
Den 9. september 2020 traf skifteretten afgørelse om at forkaste valget af [advokat A] som kurator. Af kendelsen fremgår bl.a.:
”[Advokat B]har været bestyrelsesmedlem (og senere formand) i selskabet i perioden fra den 25. februar 2016 og frem til selskabets konkurs den 21. juli 2020. [advokat B] har derudover været bestyrelsesformand i [...] siden dets stiftelse den 8. juni 2020.
Som sagen foreligger oplyst, lægger skifteretten til grund, at [advokatpartnerselskab A], hvor både [advokat B] og [advokat A] er partnere, har fungeret som fast advokat for selskabet i en længere periode op til selskabets konkurs, samt at [advokatpartnerselskab A] var – og fortsat er - fast advokat for [...].
Skifteretten lægger ud fra sagens oplysninger endvidere til grund, at selskabet og [...] umiddelbart op til selskabets konkurs foretog en række dispositioner efter rådgivning fra [advokat B] og [advokatpartnerselskab A], herunder overdragelse af selskabets aktiver, hvilket udgør ikke uvæsentlige dispositioner for konkursboets kreditorer.
Da det må forventes, at kuratellet skal gennemgå den rådgivning og de dispositioner, der blev foretaget op til selskabets konkurs, og da [advokat B] i samme periode sad i selskabets bestyrelse og i bestyrelsen i det nystiftede selskab, […], finder skifteretten, at der kan rejses en sådan tvivl om [advokat A]’s upartiskhed, at han ikke bør udpeges som kurator, jf. konkurslovens § 238, stk. 1.”
I februar til april 2021 pågik en korrespondance mellem Advokatrådets sekretariat og [advokat A], idet Advokatrådet anmodede [advokat A] om at redegøre for forløbet omkring udpegningen og afsættelsen af ham som kurator. [Advokat A] oplyste i den forbindelse bl.a., at han forud for konkursen var bekendt med, at [advokat B] sad i bestyrelsen samt havde varetaget en række advokatopgaver for det konkursramte selskab. Han oplyste endvidere, at det var hans vurdering på tidspunktet for indgivelsen af konkursbegæringen, at hans konkrete inhabilitet, der forelå vedrørende enkelte dele af boets behandling, kunne afhjælpes ved, at der ved blev udpeget mere end en kurator.
Parternes påstande og anbringender:
Advokatrådet:
Advokatrådet har påstået, at [advokat A] pålægges en bøde i medfør af retsplejelovens § 147 c, stk. 1.
Advokatrådet har til støtte herfor gjort gældende, at [advokat A] har oplyst, at han forud for konkursbegæringen og den afgivne habilitetserklæring i henhold til konkurslovens § 238, havde kendskab til, at hans partnerkollega [advokat B] i årevis havde haft en bestyrelsespost, herunder formandspost, i det konkursramte selskab, samt at [advokat B] havde ydet længerevarende og omfattende advokatarbejde for selskabet. Disse forhold er relevante for skifterettens vurdering af kurators habilitet, hvilket [advokat A] har vidst eller burde have vidst. [Advokat A] har således ved at afgive blank § 238-habilitetserklæring og ved ikke at give skifteretten de for vurderingen af hans habilitet relevante oplysninger, tilsidesat god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1.
Det har i den sammenhæng ikke betydning, at [advokat A] ikke er enig i skifterettens konklusion om hans habilitet ved kendelsen af 9. september 2020, idet han under alle omstændigheder burde have givet skifteretten de relevante oplysninger om advokat Peter Schäfers engagement i selskabet. Hertil kommer, at [advokat A] ikke kærede skifterettens kendelse.
Indklagede:
[Advokat A] har taget bekræftende til genmæle, idet han bl.a. har anført, at han set i lyset af Advokatnævnets seneste praksis tidligere burde have orienteret skifteretten om de omstændigheder, der kunne tale for, at han ikke var habil til at påtage sig hvervet som kurator.
[Advokat A] har endvidere anført, at det i mange år har været praksis over for skifteretterne at afgive en ”ren” og uforbeholden erklæring om habilitet i henhold til konkurslovens § 238, og at der ikke har været praksis for at redegøre for grundlaget for vurderingen samt omstændigheder, der kunne tale for en anden vurdering, eller tiltag i form af medkurator, som vurderes at medføre, at en konkret inhabilitet kan anses for afhjulpet.
Advokatnævnets behandling:
Sagen har været behandlet på et møde i Advokatnævnet med deltagelse af 7 medlemmer.
Nævnets afgørelse og begrundelse:
Det følger af retsplejelovens § 126, stk. 1, at en advokat skal udvise en adfærd, der stemmer med god advokatskik.
Advokatnævnet finder, at [advokat A] har handlet i strid med god advokatskik ved i forbindelse med indgivelse af konkursbegæringen den 21. juli 2020 at have afgivet en habilitetserklæring i medfør af konkurslovens § 238, uden samtidig at sikre sig, at oplysninger, der var af væsentlig betydning for skifterettens beslutning om at udpege ham som kurator, forelå for skifteretten. Herunder oplysninger om, at hans partnerkollega havde været bestyrelsesmedlem og bestyrelsesformand i det konkursramte selskab samt havde ydet advokatbistand for selskabet.
[Advokat A] har herved tilsidesat god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1, og Advokatnævnet pålægger derfor i medfør af retsplejelovens § 147 c, stk. 1, [advokat A] en bøde på 10.000 kr.
[Advokat A] kan indbringe afgørelsen for retten inden 4 uger efter modtagelsen af kendelsen, jf. retsplejelovens § 147 d.
Herefter bestemmes:
[Advokat A] pålægges en bøde til statskassen på 10.000 kr.
På nævnets vegne
Kurt Rasmussen