Spring hovednavigationen over
Tilbage

Interessekonflikt ved udarbejdelse af testamente

Dato: 11. juli 2006
Type: Kendelse
Sagsnr: 02-0410-05-2054
SAGSRESUMÉ
Klagen vedrørte advokatens udarbejdelse af testamente til fordel for bl.a. indklagedes far. Advokatnævnet udtalte, at da indklagede havde en personlig interesse i indholdet af det testamente, som han oprettede for sin faster, og da testamentet havde et indhold, som tilgodeså indklagedes nærmeste familie på bekostning af anden familie, burde han ikke have medvirket hertil og havde i den forbindelse tilsidesat god advokatskik. Bøden blev fastsat under hensyn til indklagedes åbenbare egeninteresse, og da forholdet var af betydelig grovhed.
Tilknyttet emnerne
7.2 Egen interesse

                                  K E N D E L S E

 

Sagens parter:

Under denne sag har klagere BC, AG og KG klaget over indklagede.

Sagens tema:

Klagen vedrører advokatens udarbejdelse af testamente.

 

Datoen for klagen:

Klagen blev indgivet ved brev af 14. oktober 2005.

Sagsfremstilling:

Klagerne er fætre og kusine til indklagede.

 

I 2004 udarbejdede indklagede, der er ansat i en fagforening, et testamente for sin faster, MD.

 

MD havde ingen livsarvinger. Af testamentet fremgår at alt, hvad hun efterlader, skal tilfalde hendes bror –indklagedes far –medens klagerne, der er nevøer og niecer til testator, blev indsat som legatarer med et legat på hver 200.000 kr.

 

I testamentet er indklagede indsat og benævnt som advokat med henblik på at være bobestyrer.

 

MD er anført som anmelder på testamentet.

 

MD afgik ved døden i 2005. Boets midler udgjorde ca. 5 millioner kr.

 

Parternes påstande og anbringender:

Klager:

Klagerne har gjort gældende, at indklagede har handlet i strid med god advokatskik ved at medvirke til udarbejdelse af testamente, hvori hans far bliver tilgodeset på bekostning af resten af familien. Han burde have ladet en anden advokat rådgive MD både omkring hendes formueforhold og omkring arvelovens regler i øvrigt, idet der kunne opstå en sådan tvivl om hans rådgivning af fasteren netop på grund af testamentets indhold.

Indklagede:

Indklagede har påstået frifindelse. Han har til støtte herfor gjort gældende, at han ikke har handlet som advokat, men som privatperson, og at han har udfærdiget testamentet nøjagtigt, som MD ønskede det og har ikke i sin rådgivning eller på anden måde haft indflydelse på testamentets indhold.

Advokatnævnets behandling:

Sagen har efter forberedende behandling i kredsbestyrelsen for 10. advokatkreds været behandlet på et møde i Advokatnævnet med deltagelse af 4 medlemmer.

 

Nævnets afgørelse og begrundelse:

Det fremgår af sagen, at indklagede har handlet som advokat for familien blandt andet i forbindelse med opgørelse af dødsboet efter farmoren.

 

Det fremgår ligeledes, at det testamente som indklagede har udarbejdet, at han benævner sig selv som advokat. Indklagede har således handlet som advokat i forbindelse med udarbejdelse af testamentet og skal dermed bedømmes som sådan.

 

Da indklagede har en personlig interesse i indholdet af det testamente, som han opretter for sin faster, og da testamentet har et indhold, som tilgodeser indklagede nærmeste familie på bekostning af anden familie, burde han ikke have medvirket hertil og har i den forbindelse tilsidesat god advokatskik.

 

Under hensyn til indklagedes åbenbare egeninteresse, og da forholdet findes at være af betydelig grovhed, pålægger Advokatnævnet indklagede i medfør af retsplejelovens § 147 c, stk. 1, en bøde til statskassen på 10.000 kr.

 

Denne afgørelse kan i medfør af retsplejelovens § 147 d af indklagede indbringes for Vestre Landsret inden 4 uger efter modtagelsen af kendelsen.

 

                                                      På nævnets vegne

 

 

                                                         A. F. Wehner