K E N D E L S E
Sagens parter:
I denne sag har [klager] klaget over [indklagede], [by].
Klagens tema:
[Klager] har klaget over, at [indklagede], der repræsenterede modparten i en bopælssag, har tilsidesat god advokatskik ved at have været i kontakt med parternes ene søn telefonisk og via sms.
Datoen for klagen:
Klagen er modtaget i Advokatnævnet den 3. juli 2022.
Sagsfremstilling:
[Indklagede] repræsenterede [klager]s modpart i en konfliktfyldt bopælssag vedrørende parternes to fællesbørn, som begge havde haft bopæl hos [klager] siden den 12. november 2020, hvor landsretten stadfæstede familierettens dom om, at den ene søn også skulle have bopæl hos [klager], således at begge børn havde bopæl hos [klager].
Siden sagen verserede i landsretten havde der været afholdt møder i Familieretshuset, og [indklagede]s klient ønskede at få bopælen over det ene barn overført til sig igen.
Den 28. april 2022 blev der afholdt retsmøde i sagen, som blev udsat til afholdelse af børnesamtaler den 13. september 2022.
Den 20. juni 2020 ringede den ene søn, der var 12 år gammel, til [indklagede]. Opkaldet havde en
varighed på 13 minutter.
[Klager] har om telefonsamtalen bl.a. oplyst, at det er hendes opfattelse, at sønnen tog kontakt til [indklagede] på opfordring af sin far, og at [indklagede] under telefonsamtalen rådgiv sønnen, herunder bl.a. til at tage kontakt til Familieretshuset, ligesom han fik oplyst telefonnummeret hertil.
[Indklagede] har bl.a. oplyst, at hun ikke ved, hvad hendes klient har sagt til sin søn, men at hun blev kontaktet uopfordret af sønnen, som udtrykte sit ønske om at bo hos sin far. Hun lyttede alene til ham. Hun gav ham ikke nummeret til Familieretshuset, men henviste ham til at få det fra sine forældre. Hun sagde alene, at hun ikke kunne hjælpe ham i sagen ud over med et telefonnummer, hvis han ikke kunne få dette fra sine forældre.
Efter telefonsamtalen sendte [indklagede] en sms til sønnen, hvoraf det fremgår:
"Hej Nikolaj tak for snakken. Jeg hører hvad du siger, og at du har et meget stort ønske om at komme til at bo hos din far. Du har talt med [X] om det, og det er OK med ham, at du bor hos far. I skal stadig se hinanden. Jeg synes du skal snakke med din mor om det og se om I kan blive enige om det. Hvis din mor siger nej eller ikke giver dig et klart svar er du velkommen til at skrive tilbage til mig. Så vil jeg forsøge at hjælpe dig."
[Indklagede] har oplyst, at hun ikke har foretaget sig yderligere i relation til sønnen efter fremsendelsen af sms'en.
[Klager]s advokat fremsendte herefter e-mail af 22. juni 2022, hvor advokaten bl.a. anmodede om, at [indklagede] ikke tog kontakt til parternes børn, ligesom han varslede, at [klager] ville indbringe [indklagede]s adfærd for Advokatnævnet.
[Indklagede] rettede herefter henvendelse til sin klient ved e-mail af 23. juni 2022, hvor hun oplyste, at han skulle forklare sønnen, at hun ikke kunne gøre yderligere for ham, da hun ikke repræsenterede ham i sagen, og at sønnen kunne kontakte kommunen eller Familieretshuset, hvilket hun også havde fortalt ham.
Ved brev af 27. juni 2022 til Familieretshuset påklagede [indklagede] på vegne af sin klient Familieretshusets afgørelse om afvisning af at behandle hendes klients ansøgning om bopæl. [Indklagede] henviste bl.a. til telefonsamtalen med sønnen, hvor han havde givet udtryk for sin utilfredshed med ikke at være blevet hørt i sagen.
Parternes påstande og anbringender:
Klager:
[Klager] har påstået, at [indklagede] har tilsidesat god advokatskik ved at have været i kontakt
med parternes ene søn telefonisk og via sms.
[Klager] har til støtte herfor bl.a. gjort gældende, at [indklagede] burde have afstået fra at drøfte sagen med sønnen og i stedet henvist ham til Børnetelefonen eller lignende. Endvidere gik der tre dage fra opkaldet, til [indklagede] orienterede sin klient om opkaldet, og dette skete første efter, at [klager] havde varslet at ville indgive en klage over hendes adfærd.
Endvidere har [klager] gjort gældende, at samtalen efter hendes opfattelse blev til på opfordring af [indklagede]s klient, og at samtalen og den efterfølgende sms havde til formål at påvirke sønnen, hvilket også fremgår af sms'en, idet [indklagede] skrev, at sønnen var velkommen til at kontakte hende, og at hun ville forsøge hjælpe ham.
[Klager] har endvidere gjort gældende, at Advokatnævnet bør tage stilling til, om rettens beskikkelse af [indklagede] som advokat for modparten skal tilbagekaldes.
Indklagede:
[Indklagede] har påstået frifindelse og har til støtte herfor bl.a. gjort gældende, at sønnen kontaktede hende uopfordret telefonisk, og at hun ikke ydede nogen form for rådgivning, men at hun alene lyttede til ham, og at sønnen var meget ulykkelig.
[Indklagede] oplyste sønnen om, at hun ikke kunne repræsentere ham, og hun henviste ham til, hvem han kunne tale med, herunder sin mor, Familieretshuset og kommunen.
[Indklagede] har endvidere gjort gældende, at sønnen ikke kom med oplysninger, som hun ikke allerede var i besiddelse af. Derfor kunne hun ikke have handlet anderledes. Derudover har episoden ikke haft nogen indflydelse på hendes arbejde med sagen.
Endvidere har [indklagede] gjort gældende, at sms'en alene var et referat af samtalen og en bekræftelse på, at hun havde lyttet til ham, så sønnen ikke skulle misforstå noget.
Derudover har [indklagede] gjort gældende, at hun straks gav besked til sin klient om opkaldet, herunder at hun ikke kunne foretage sig noget i sagen, og at sønnen ikke måtte kontakte hende.
Advokatnævnets behandling:
Sagen har været behandlet på et møde i Advokatnævnet med deltagelse af 5 medlemmer.
Nævnets afgørelse og begrundelse:
Indledningsvist bemærker Advokatnævnet, at Advokatnævnet ikke kan tage stilling til, om en advokat skal afbeskikkes af retten, idet Advokatnævnet alene tager stilling til god advokatskik.
Det følger af retsplejelovens § 126, stk. 1, at en advokat skal udvise en adfærd, der stemmer med god advokatskik.
Advokatnævnet lægger til grund, at [indklagede]s telefoniske samtale med sønnen varede i 13 minutter, og at den overordnet havde det indhold, som er gengivet i hendes sms af 20. juni 2022.
Advokatnævnet finder på baggrund af samtalens længde og indholdet i den fremsendte sms, at [indklagede] har tilsidesat god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1
Advokatnævnet har lagt vægt på, at [indklagede] burde have afstået fra at føre en længere telefonsamtale med parternes søn, idet hun måtte have indset, at der var risiko for, at drengen kunne blive påvirket af samtalen. I stedet for at orientere modpartens advokat om henvendelsen, skrev [indklagede] efterfølgende en sms til sønnen, hvor hun oplyste, at han kunne rette henvendelse til hende igen, og at hun ville forsøge at hjælpe ham. Endvidere fremlagde advokat [indklagede] efterfølgende indholdet i sms'en for Familieretshuset.
Advokatnævnet pålægger derfor i medfør af retsplejelovens § 147 c, stk. 1 [indklagede] en bøde på 10.000 kr.
[Indklagede] kan indbringe afgørelsen for retten inden 4 uger efter modtagelsen af kendelsen, jf. retsplejelovens § 147 d.
Herefter bestemmes:
Advokat [indklagede] pålægges en bøde til statskassen på 10.000 kr.
På nævnets vegne
Mogens Heinsen