Spring hovednavigationen over
Tilbage

Honorarloft og prisoverslag

Dato: 7. maj 2014
Type: Kendelse
Sagsnr: 2013-2715
SAGSRESUMÉ
En aftale om honorarloft måtte forstås sådan, at et salær i en ankesag maksimalt ville udgøre 25.000 kr., og at en del af salæret, hvis klienten fik medhold, ville blive betalt af modparten. Salærnedsættelse, da klient ikke var oplyst om overskridelse af et prisoverslag.
Tilknyttet emnerne
21.1.2 Overslag

                                    K E N D E L S  E

 

 

Sagens parter:

I denne sag har ejerforeningen X ved Y klaget over advokatfirma A.

 

 

Sagens tema:

Ejerforeningen X ved Y har klaget over advokatfirma A’s salær på 102.100 kr. ekskl. moms i forbindelse med en ankesag og en tvangsauktionssag.

 

Datoen for klagen:

Klagen er modtaget i Advokatnævnet den 3. september 2013.

 

Sagsfremstilling:

Ejerforeningen X henvendte sig til advokat B med henblik på bistand i en sag om inddrivelse af manglende betaling af fællesudgifter hos et medlem, et ejendomsselskab.

 

Af advokat B’s e-mail af 20. november 2011 til ejerforeningen fremgik om salærfastsættelse i en ankesag mod ejendomsselskabet ved […] Landsret bl.a.:

 

”Jeg har tilkendegivet overfor [Y], at jeg gerne indstiller min timesats  efter, at det er en lille sag rent beløbsmæssig, hvis der ikke opnås retshjælpsdækning via jeres forsikringsselskab. Derfor skal det alene koste

1.200 kr. pr. time, og maksimalt 25.000 kr. + moms i advokatsalær at gennemføre sagen for […] Landsret. I vil – hvis I opnår medhold hos […] Landsret – få tilkendt sagsomkostninger fra modparten. Jeg vil anslå, at dette beløb vil udgøre ca. 20.000 + moms. I tilfælde af, at der er forsikringsdækning, går dette beløb til forsikringsselskabet.”

 

Ifølge sagens oplysninger var advokat B på dette tidspunkt  ikke  tilknyttet advokatfirma A, men et andet advokatkontor.

 

Af ejerforeningens e-mail af 14. maj 2012 til advokat B fremgik bl.a., at faktura på

6.194 kr. ville blive anvist til betaling den følgende dag.

 

 

Advokat B blev pr. 1. juni 2012 ansat hos advokatfirma A, hvor han fortsatte  bistanden til ejerforeningen.

 

Af en ordrebekræftelse af 14. juni 2012 fremgik, at advokat B’s bistand hovedsageligt ville bestå i løbende besvarelse af spørgsmål fra ejerforeningens bestyrelse og gennemførelse af en fogedsag mod ejendomsselskabet, herunder tvangsauktion. Om salærfastsættelsen fremgik bl.a., at den sædvanlige timetakst udgjorde 2.300 kr. ekskl. moms.

 

Ved faktura 6420 af 5. juli 2012 opkrævede advokatfirma A  et salær på 5.300 kr.  ekskl. moms for inddrivelsessagen.

 

Ved faktura 6471 af 6. august 2012 opkrævede advokatfirma A et salær på 9.200 kr. ekskl. moms for inddrivelsessagen.

 

Ved e-mail af samme dag svarede advokat B på ejerforeningens forespørgsel om advokatomkostninger bl.a. følgende:

 

”Vi har aftalt honorarloft i forhold til den verserende retssag ved […] Landsret.

 

I forhold til tvangsauktionssagen er der aftalt, at jeg afregner efter medgået tid , kr. 2.300 + moms uden honorarloft. Jeg har afregnet sagen d.d., og mit honorar modsvarer det, som [Z] har indbetalt.

 

Jeg vil anslå, at der medgår yderligere 20-30.000 kr. ex moms til at inddrive restbeløbet i forlængelse afsluttet landsretssag. I vil i den forbindelse blive tilkendt nogle omkostninger (ligesom i den første tvangsauktionssag), men de tilkendte omkostninger vil ikke modsvare mit honorar. …”

 

Efter […] Landsrets tilkendegivelse den 31. august 2012 blev ankesagen forligt, og ejerforeningen blev tilkendt sagsomkostninger med 15.000 kr. inkl. moms.

 

Ved faktura 6985 af 11. juni 2013 afregnede advokatfirma A sagen over for  ejerforeningen. Af salærredegørelsen fremgik bl.a., at salæret vedrørende ankesagen ved […] Landsret udgjorde 37.000 kr. ekskl. moms, svarende til det aftalte maksimum på

25.000 kr. ekskl. moms med tillæg af tilkendte omkostninger på 12.000 kr. ekskl. moms, og at salæret i sagen vedrørende inddrivelse af krav mod ejendomsselskabet udgjorde yderligere 50.600 kr. ekskl. moms.

 

Parternes påstande og anbringender:

Klager:

Ejerforeningen har påstået, at advokatfirma A’s salær skal nedsættes, og har til støtte  herfor bl.a. anført:

 

at ejerforeningen meddelte advokat B, at foreningen hele tiden ønskede at have styr på sagsomkostninger vedrørende manglende betaling af fællesudgifter fra ejendomsselskabet,

 

at der var oplyst om et honorarloft på 20-30.000 kr. i forbindelse med den verserende retssag,

 

at der ikke i perioden fra den 6. august 2012 til den 10. juni 2013 er indhentet bestyrelsens godkendelse af et større honorar end anslået,

 

at det opkrævede honorar ikke står mål med sagens værdi for ejerforeningen, ligesom advokathonoraret ikke afspejler resultatet for ejerforeningen

 

Indklagede:

Advokatfirma A har påstået godkendelse af salæret og har til støtte herfor anført:

 

at det opkrævede honorar for ankesagen ved […] Landsret er fastsat efter aftale med ejerforeningen,

 

at det opkrævede honorar for inddrivelse af tilgodehavende hos ejendomsselskabet er baseret på medgået tid i henhold til parternes aftale om udførelse af regningsarbejde, som udtrykt i aftalebrevet, og der ikke er indgået aftale om fast pris,

 

at det afgivne overslag ikke har – eller har kunnet – dække alt arbejdet, herunder deltagelse i generalforsamlinger hos ejerforeningen,

 

at overskridelsen af overslaget ikke medfører fortabelse af honorar,

 

 

at der ikke er påvist mangler ved det udførte arbejde eller på anden måde er optrådt i strid med de advokatetiske regler, og

 

at fastsættelse af honoraret er sket i overensstemmelse med den indgåede aftale, rets- plejeloven § 126 og de advokatetiske regler.

Advokatnævnets behandling:

Sagen har været behandlet på et møde i Advokatnævnet med deltagelse af 5 medlemmer.

 

Afgørelse og begrundelse:

Det bemærkes indledningsvis, at der er klaget over advokatfirma A, hvorfor Advokatnævnet alene tager stilling til salær opkrævet af dette selskab, dvs. faktura 6420 af 5. juli 2012, faktura 6471 af 6. august 2012 og faktura 6985 af 11. juni 2013.

 

Efter retsplejelovens § 126, stk. 2, må en advokat ikke kræve højere salær for sit arbejde, end hvad der kan anses for rimeligt.

 

Det opkrævede salær skal ses i forhold til bl.a. sagens betydning og værdi  for klienten, sagens udfald, arten og omfanget af det arbejde, advokaten har udført, og    det med sagen forbundne ansvar.

 

Der var aftalt et honorarloft på 25.000 kr. ekskl. moms for ankesagen ved […] Landsret. Som aftalen om honorarloft er bekræftet ved advokat B’s e-mail af 20.

 

november 2011, må den forstås sådan, at salæret for ankesagen  maksimalt  ville  udgøre 25.000 kr. ekskl. moms, og at en del af salæret – hvis man fik medhold – ville blive betalt af modparten.

 

Det opkrævede salær på 37.000 kr. ekskl. moms kan herefter ikke anses  for  rimeligt, jf. retsplejelovens § 126, stk. 2, hvorfor det nedsættes til 25.000 kr. ekskl. moms.

 

For så vidt angår sagen om inddrivelse anslog advokat B  ved  e-mail af 6.  august 2012, hvor der allerede var opkrævet 14.500 kr. ekskl. moms i salær, at salæret ville udgøre yderligere 20-30.000 kr. ekskl. moms, svarende til et samlet skønnet salær for sagen på 34.500-44.500 kr. ekskl. moms.

 

Afgiver en advokat et overslag, skal klienten så tidligt som muligt orienteres, hvis det samlede honorar forventes at overstige det beløb, der er angivet i overslaget. Ejerforeningen er ikke oplyst om overskridelsen af overslaget,  og  det  opkrævede salær på 65.100 kr. ekskl. moms kan på den baggrund ikke anses for rimeligt, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1, hvorfor det nedsættes til 44.500 kr. ekskl. moms.

 

Advokatnævnet nedsætter således i medfør af retsplejelovens § 146, stk. 1, advokatfirma A’s samlede salær til 69.500 kr. ekskl. moms.

 

Advokatnævnet pålægger advokatfirma A at betale det eventuelt for meget modtagne salær tilbage til ejerforeningen X inden 4 uger. Ud over salæret skal advokatfirma A betale renter af beløbet. Renten er sædvanlig procesrente;  det  vil  sige Nationalbankens udlånsrente med tillæg af 7 % (dog 8 %, hvis advokatfirmaet har modtaget salæret efter 1. marts 2013). Udlånsrenten kan oplyses af pengeinstitutterne. Beløbet skal forrentes fra det tidspunkt, hvor advokatfirma A modtog beløbet som betaling, til det tidspunkt, hvor advokatfirma A betaler beløbet tilbage.

 

Herefter bestemmes:

Advokatfirma A’s salær nedsættes til 69.500 kr. ekskl. moms.

 

                                                         På nævnets vegne

 

                                                        Elisabeth Mejnertz