Spring hovednavigationen over
Tilbage

Da betalingspåkrav var indgivet inden for 1 års fristen, var fristoverskridelsen rimeligt begrundet

Dato: 29. juni 2010
Type: Kendelse
Sagsnr: 2009-01-1315
SAGSRESUMÉ
Indklagede havde indleveret et betalingspåkrav til retten inden udløbet af et-årsfristen, jf. retsplejelovens § 146, stk. 2, hvorfor nævnet fandt, at den pågældende fristoverskridelse var rimeligt begrundet og som følge heraf gav klager dispensation.
Tilknyttet emnerne
2.4.2 Klagefrist

                                      K E N D E L S E

 

 

Sagens parter:

I denne sag har klager) klaget over A I/S, (herefter kaldet indklagede).

 

Sagens tema:

Klagen vedrører indklagedes salær på 10.500 kr. ekskl. moms i forbindelse med rådgivning i advokatvagten og efterfølgende juridisk rådgivning.

 

Datoen for klagen:

Klagen er modtaget i Advokatnævnet den 11. januar 2010.

 

Sagsfremstilling:

I forbindelse med en brandskade kontaktede klager advokatvagten i 2006. Efter et kort møde på advokatvagten blev det aftalt, at klager dagen efter skulle møde på indklagedes kontor.

 

Ved faktura af 21. august 2006 til klager opkrævede indklagede 10.500 kr. ekskl. moms for:

"Mit salær for afholdelse af møder og rådgivning i forbindelse hermed, deltagelse i besigtigelse og forhandling på ejendommen samt diverse korrespondance og telefonsamtaler, herunder med forsikringsselskab,

tidligere advokat og skønsmand, efter tidsforbrug fastsat til…"

 

Af faktura af 6. december 2007 opkrævede indklagede 7.500 kr. ekskl. moms for:

 

"Mit salær for arbejde med sagen siden 21/8 2006, herunder afholdelse af møde og rådgivning i forbindelse hermed samt diverse omfattende korrespondance og telefonsamtaler, efter tidsforbrug fastsat til …"

 

Af timesagsregnskab fremgår, at indklagede anvendte 14 time og 50 minutter på sagen. Indklagede indgav betalingspåkrav til retten, som blev modtaget af retten den 9. september 2008.

 

Parternes påstande og anbringender:

Klager:

Klager har påstået, at salæret skal nedsættes, og har til støtte herfor gjort gældende, at indklagede ikke oplyste klager om, at han skulle betale for den juridiske bistand, at indklagede ikke gav ham opdragsbekræftelse eller pris for arbejdet,

at klager troede, at rådgivningen var gratis, når han havde henvendt sig hos advokatvagten, og at der ikke var tale om betaling, før han modtog en regning fra indklagede.

 

Indklagede:

Indklagede har påstået godkendelse af salæret og har til støtte herfor anført,

 

at han anvendte 10 timer og 40 minutter advokattid på sagen, hvilket svarer til en advokattimeløn på under 1800 kr. ekskl. moms,

 

at han har dokumenteret tidsforbruget, og

 

at han alene har faktureret for medgået tidsforbrug.

 

Advokatnævnets behandling:

Sagen har været behandlet på et møde i Advokatnævnet med deltagelse af 5 medlemmer.

Nævnets afgørelse og begrundelse:

Da indklagede har indleveret betalingspåkrav inden udløbet af et-årsfristen, jf. retsplejelovens 146, stk. 2, finder nævnet, at fristoverskridelsen er rimeligt begrundet.

 

Nævnet lægger til grund, at klager henvendte sig til indklagede i sin egenskab af forbruger. Indklagede skulle derfor have givet skriftlig prisoplysning. Når der ikke er givet skriftlig prisoplysning, påhviler det indklagede at bevise, at der er udført arbejde, som er aftalt mellem parterne, og at det udførte arbejde berettiger til honorar. Nævnet finder, at indklagede har dokumenteret, at han har udført arbejde, der berettiger til det opkrævede salær, hvorfor nævnet ikke finder, at det opkræ•vede salær er urimeligt, jf. retsplejelovens § 126, stk. 2.

 

Herefter bestemmes:

Salæret godkendes.

 

 

                                                            På nævnets vegne

 

                                                                Henrik Linde