K E N D E L S E
Sagens parter:
Under denne sag har advokat A, på egne vegne og på vegne B klaget over advokat indklagede v/ advokatfuldmægtig F, København.
Sagens tema:
Klagen vedrører advokatfuldmægtigens trussel om og henvendelse til politiet med anmodning om at undersøge visse forhold vedrørende advokat A’s klient samt modklage vedrørende det forhold, at der er klaget.
Datoen for klagen:
Klagen blev indgivet ved brev af 27/7 2004 og modklagen den 27/8 2004.
Sagsfremstilling:
Advokat A repræsenterer B, der ejer en udlejningsejendom. Indklagede repræsenterer lejer, under en af udlejer anlagt boligretssag vedrørende opsigelse af lejemålet.
Sideløbende med boligretssagen har parterne korresponderet om en af lejer opsat parabolantenne. Korrespondancen har forløbet sig således:
Ved brev af 29/3 2004 skrev advokat A på vegne udlejer til lejer og anmodede om nedtagelse af parabolantennen inden 14 dage, hvorefter udlejer i modsat fald ville sørge for at få nedtaget antennen for lejers regning.
Som svar herpå anførte indklagede i brev af 31/3 2004 til advokat A, at lejer siden indtrædelse i lejemålet i 1998 med accept fra den daværende ejer havde benyttet sig af parabolantennen, der var et vigtigt led i lejers erhvervsvirksomhed.
Ved brev af 4/5 2004 meddelte advokat A indklagede, at udlejer ville sørge for nedtagelse af parabolantennen for lejers regning.
Indklagede svarede i brev af 11/5 2004, at såfremt udlejer nedtog parabolantennen eller på anden måde hindrede lejer i at modtage en række udenlandske kanaler til brug for hans virksomhed, ville der blive indgivet politianmeldelse for hærværk og udlejer holdt erstatningsansvarlig.
Ved brev af 2/6 2004 til lejer oplyste udlejer, at han havde anmode viceværten om at nedtage antennen, og at det nedtagne udstyr kunne udleveres mod, at lejer skriftligt erklærede, at dette ikke ville blive opsat på ny.
Den 14/6 2004 skrev indklagede til advokat A, at hans klient ikke siden den 3/6 2004 havde haft satellitforbindelse, og han bekræftede i henhold til telefonsamtale af 11/6 2004 med advokat A, at denne havde rådgivet sin klient om at nedtage parabolantennen. Han anførte, at han ikke kunne få oplyst fra advokat A, om dette var sket, og at hans klient ikke kunne konstatere dette ved selvsyn hverken fra lejemålets fællesarealer eller gadeplan. Brevet fortsatte således:
”Jeg bekræfter endvidere, at De ikke vil udtale Dem om, hvorvidt der er tale om hærværk eller selvtægt ifølge straffelovens § 291 og 294, endsige om De har medvirket til dette ved at rådgive herom. Jeg vedlægger til Deres orientering mit brev af d.d. til Københavns Politi ”
Brevet til Københavns Politi var formuleret således:
”Som advokat for [lejer] skal jeg herved bede politiet undersøge, om ejeren af ovennævnte ejendom, [B], …… har begået hærværk, jf. straffelovens § 291 og/eller selvtægt, jf. straffelovens § 294, i forbindelse med parternes mellemværende om, hvorvidt der skal nedtages en af min klient ejet parabolantenne, som min klient har brugt i forbindelse med sin erhvervsvirksomhed fra lejede lokale i ejendommen siden 1998 – inden [B] overtog ejendommen.......................................................... ”
Henvendelsen til politiet var vedlagt parternes korrespondance.
Efter telefonisk at have fået oplyst fra Københavns Politi, at der ikke ville blive indledt undersøgelser, anmodede indklagede på ny politiet ved brev af 23/6 2004 om at undersøge, om udlejer havde nedtaget antennen.
Den 25/6 2004 traf politiet afgørelse om ikke at indlede efterforskning i sagen.
Ved brev af 27/7 2004 fastholdt advokat A over for indklagede, at det henhørte under domstolene, hvorvidt der var grundlag for at tilbageholde paraboludstyret efter lovgivningen.
Efter klagens indgivelse til advokatmyndighederne har indklagede i brev af 12/8 2004 beklaget det passerede over for advokat A.
Parternes påstande og anbringender:
Klager:
Advokat A har gjort gældende, at indklagede har tilsidesat god advokatskik og har til støtte herfor gjort gældende, at truslen om og indgivelse af politianmeldelse vedrørende overtrædelse af straffelovens § 291 og § 294 er at gå videre, end berettiget varetagelse af klientens interesser har tilsagt, når spørgsmålet henhører under en civil tvist, samt at det antydes med den udviste adfærd, at advokat A skulle have medvirket til overtrædelse af de pågældende bestemmelser.
Indklagede:
Indklagede har påstået frifindelse og har til støtte herfor gjort gældende, at parabolantennen var et vigtigt led i lejerens erhvervsvirksomhed,
at såfremt advokat A havde villet medvirke til at oplyse sagen, havde brevene til politiet været undgået,
at parabolantennen sad på naboejendommen og ikke på udlejningsejendommen,
at han var berettiget til at rette henvendelse til politiet med anmodning om undersøgelse af, hvorvidt der var sket overtrædelse af de nævnte paragraffer, og at der ikke var tale om en anmeldelse,
at han har beklaget, at advokat A har opfattet sagen som gjort, og han har tilbudt en skriftlig undskyldning for de af klagen omfattede forhold, hvilket advokaten ikke har villet tage imod, men at det ikke på noget tidspunkt har været antydet, at advokaten havde medvirket til overtrædelse af paragrafferne, og brevet af 14/6 2004 var blot en bekræftelse af telefonsamtalen, hvorunder advokat A ikke ville udtale sig om, hvorvidt der var tale om hærværk eller selvtægt, samt
at det var af væsentlig betydning for indklagedes klient at få bekræftet, om parabolantennen var nedtaget af udlejer med henblik på at nedlægge en selvstændig påstand herom i den verserende boligretssag, hvilket var baggrunden for henvendelsen til politiet.
Vedrørende modklagen:
Klager:
Indklagede har modklaget over advokat A og gjort gældende, at det er i strid med de advokatetiske regler at indgive klage til advokatmyndighederne uden at underrette den indklagede først eller søge konflikten løst i mindelighed.
Indklagede:
Advokat A har til modklagen påstået frifindelse og har til støtte herfor gjort gældende, at der ikke var tale om klage over ukollegial adfærd, men vedrørende tilsidesættelse af god advokatskik, og at indklagede i øvrigt ikke vedrørende modklagen har adviseret den indklagede først.
Advokatnævnets behandling:
Sagen har efter forberedende behandling i kredsbestyrelsen for 1. advokatkreds været behandlet på et møde i Advokatnævnet med deltagelse af 4 medlemmer.
Nævnets afgørelse og begrundelse:
Vedrørende hovedklagen:
Nævnet finder, at indklagede v/ advokatfuldmægtig F er gået videre end berettiget ved at have anmodet Københavns Politi om at undersøge, hvorvidt advokat A’s klient havde begået et strafbart forhold og ved over for advokat A at have antydet, at denne skulle have medvirket eller rådgivet sin klient hertil.
Som følge af det anførte pålægges indklagede i medfør af retsplejelovens § 147 c, stk. 1, en bøde til Statskassen på 3.000 kr. Der er ved bødens størrelse lagt vægt på den omstændighed, at indklagede, så snart klagen blev indgivet, har beklaget og undskyldt fuldmægtigens adfærd.
Denne afgørelse kan i medfør af retsplejelovens § 147 d inden 4 uger indbringes for Østre Landsret af indklagede.
Vedrørende modklagen:
Uberettiget trussel og senere indgivelse af politianmeldelse vil være en krænkelse af reglerne om god advokatskik, og krænkelsen går ud over den person, truslen/politianmeldelsen angår. Betydningen af en sådan handlemåde forudsættes ikke forsøgt løst i mindelighed af klagerens advokat, og advokat A var heller ikke i øvrigt forpligtet til på forhånd at underrette indklagede om, at han ville blive indklaget for nævnet.
Advokat A frifindes derfor for modklagen.
På nævnets vegne
Asbjørn Jensen