K E N D E L S E
Sagens parter:
I denne sag har [klager] klaget over [indklagede], [by].
Klagens tema:
[Klager] har klaget over, at [indklagede] har tilsidesat god advokatskik ved at udføre og fakturere arbejde, der ikke var aftalt.
[Klager] har endvidere klaget over [indklagede]s salær på 5.000 kr. inkl. moms.
Datoen for klagen:
Klagen er modtaget i Advokatnævnet den 20. februar 2023.
Advokatnævnets delafgørelse:
Henset til, at [indklagede] ved kreditnota af 9. marts 2023 har krediteret det fakturerede salær på 5.000 kr. inkl. moms til [klager], afviser Advokatnævnet salærklagen på grund af dens beskaffenhed, jf. § 17, stk. 1, 2. pkt., i bekendtgørelse nr. 548 af 28. april 2020 om Advokatnævnets og kredsbestyrelsernes virksomhed ved behandling af klager over advokater m.v.
Sagsfremstilling:
[Klager] henvendte sig telefonisk den 15. marts 2022 til [advokatfirma A], idet hun ønskede en vurdering af en sag om en tinglyst servitut på sin sommerhusgrund. [Klager] har oplyst, at hun under samtalen, der foregik med [advokat A], blev bedt om at sende en e-mail med information om sin henvendelse.
[Klager] fremsendte efter telefonsamtalen e-mail af samme dag, den 15. marts 2022 kl. 13:32, til [advokat A], hvoraf bl.a. følgende fremgik:
"Tak for snakken lige før.
Jeg sender her lidt info om hvad min henvendelse drejer sig om, og det ville være fantastisk hvis din kollega havde tid til at tage et kig på det allerede i indeværende uge.
Jeg hører meget gerne fra jer hvis det er noget i har tid til.
Sagen kort:
[…]
I servitutten står det beskrevet således:
[…]
Uenigheden med vores nabo er opstået fordi vi er ved at opsætte eget hegn, således at vi skærmer for ham, når han går på vores grund. […]
Jeg har vedhæftet servitutten."
I en e-mail senere samme dag kl. 15:44 fremsendte advokatsekretær "Velkomsthilsen" til [klager]. Af brevet "Velkomsthilsen" fremgik bl.a., at [indklagede] bekræftede, at han havde lovet at bistå med vurdering af servituttens omfang, og at sagen ville blive afregnet til en timepris på 2.500 kr. inkl. moms. Videre fremgik det, at der var aftalt et depositum i sagen på 5.000 kr. svarende til 2 timers arbejde, som skulle indbetales. I fremsendelsesmailen anmodede advokatsekretæren [klager] bekræfte, at hun havde læst den.
Kl. 15:54 samme dag, den 15. marts 2022, sendte [indklagede] en e-mail med sin vurdering af sagen til [klager]. Af den vedhæftede vurdering fremgik bl.a., at [indklagede] foreslog, at han skrev et brev til lodsejeren om, at han ikke var berettiget til […].
Kl. 16:02 samme dag, den 15. marts 2022, fremsendte [indklagede] e-mail med udkast til brev til lodsejeren, som han bad [klager] godkende.
[Klager] har oplyst, at hun senere samme dag, den 15. marts 2022 kl. 16.35, ringede til [indklagede] og forklarede, at hun blot havde henvendt sig for at høre om de havde tid til at se på sagen, og at det ud fra det tilsendte i øvrigt virkede, som om han havde misforstået, hvad [klager] ønskede bistand til.
Den 16. marts 2022 svarede [klager] på e-mailen fra advokatsekretæren med velkomsthilsen og oplyste, at hun først så e-mailen nu, samt at hun ikke havde accepteret noget tilbud, men at hun efter en kort samtale med [advokat A] havde fremsendt info om sagen for at høre, om det var noget, de havde tid til at se på. [Klager] anmodede advokatsekretæren om en bekræftelse på, at hun ikke havde "hyret" dem som advokat, og henviste bl.a. til, at hun aldrig havde talt med [indklagede] eller i øvrigt accepteret den fremsendte velkomsthilsen.
Ved e-mail af 25. marts 2022 fremsendte [indklagede] faktura på 5.000 kr. inkl. moms til [klager]. Af fakturaen fremgik, at salæret vedrørte følgende:
"[…] udarbejdelse af brev til besvarelse af forelagt forespørgsel i henhold til ordrebekræftelse samt udkast til brev til modpart, indhentelse af tingbogsoplysninger og gennemgang af servitutter alt i henhold til aftalt pris med [advokatfirma A]".
Det pågik i perioden 25. til 29. marts 2022 e-mailkorrespondance mellem [klager] og advokatsekretæren, idet [klager] gjorde indsigelse over for fakturaen med henvisning til, at hun aldrig havde bestilt arbejdet. Advokatsekretæren oplyste, at [advokatfirma A] fastholdt, at [klager] havde bestilt arbejdet, og henviste bl.a. til telefonsamtale mellem hende og [indklagede].
[indklagede] rykkede ved breve af 11. og 26. april 2022 for betaling af fakturaen.
Ved stævning af 10. maj 2022 indbragte [advokatfirma A] v/[advokat A] kravet for retten. Af stævningens sagsfremstilling fremgår bl.a. følgende:
"Samme dag har [indklagede] en telefonsamtale med [klager] i en times omkring nabostridsagen og på den baggrund udfærdiger [indklagede] et udkast til modparten, som sendes kl. 15:54 til sagsøgte til godkendelse, […]"
Der blev efterfølgende afgivet svarskrift, replik og duplik. Replikken blev udarbejdet af [indklagede].
Den 9. marts 2023 blev sagen hovedforhandlet, og parterne afgav forklaring. Af retsbogen fremgår bl.a., at retten fremkom med en begrundet tilkendegivelse om, hvilket udfald en dom i sagen ville få, samt at [indklagede] herefter hævede sagen. Ingen af parterne skulle betale sagsomkostninger til hinanden.
Ved kreditnota af 9. marts 2023 krediterede [indklagede] salæret på 5.000 kr. inkl. moms, og ved e-mail af 16. marts 2023 anmodede han [klager] om venligst at tilbagekalde klagen i Advokatnævnet, idet han henviste til, at sagen nu var sluttet.
[Klager] har fremlagt kopi af opkaldsliste fra den 15. marts 2022, hvoraf det bl.a. fremgår, at hun havde en samtale med [indklagede] den 15. marts 2022 kl. 16:35 med en varighed på 21 minutter.
Parternes påstande og anbringender:
Klager:
Adfærdsklagen
[Klager] har påstået, at [indklagede] har tilsidesat god advokatskik ved at udføre og fakturere arbejde, der ikke var aftalt.
[Klager] har til støtte for sin påstand anført bl.a., at hun igennem hele forløbet har handlet i god tro. [Klager] har på intet tidspunkt accepteret en aftale med [advokatfirma A], og hun har på intet tidspunkt draget nytte af det udkast eller det brev, som [indklagede] udfærdigede. I tilknytning hertil kan det oplyses, at [klager] den 22. marts 2022 antog en anden advokat til at hjælpe med sagen, og at denne sag blev slutfaktureret den 11. april 2022.
I både stævningen og replikken henviste [indklagede] til, at der var foregået en timelang telefonsamtale med [klager], før han påbegyndte sit arbejde på sagen. Dette er i direkte strid med sandheden, da disse samtaler ikke har fundet sted og [indklagede] ikke har fremlagt dokumentation herfor. Derimod har [klager] fremlagt dokumentation for den eneste samtale, som har fundet sted mellem [indklagede] og hende. Denne samtale foregik den 15. marts 2022 kl. 16:35, hvilket var efter at [indklagede] havde sendt sin vurdering og sit udkast til brev.
Under hovedforhandlingen af sagen ændrede [indklagede] forklaring, idet han under sin forklaring indrømmede, at der ikke havde været nogen kontakt mellem ham og [klager] forud for udfærdigelsen af de to breve. [Indklagede] forklarede dette med, at han ikke selv havde skrevet stævningen og replikken.
Indklagede:
Adfærdsklagen
[Indklagede] har påstået frifindelse og har til støtte herfor bl.a. gjort gældende, at [klager] har modtaget den tjenesteydelse, som hun bestilte, og som var beskrevet i ordrebekræftelsen, hvorfor det var naturligt at kræve betaling herfor. [Indklagede] valgte imidlertid at kreditere salæret, da det omkostningsmæssigt ikke gav mening at fortsætte sagen.
[Indklagede] har endvidere anført, at han blev anmodet om at foretage en gennemgang af de servitutter, der var oplyst om i [klager]s e-mail af 15. marts 2022 kl. 13:32. [Klager] anførte i e-mailen, at hun ønskede en tilbagevenden i løbet af den indeværende uge. Ordlyden og beskrivelsen af opgaven samt den telefonsamtale, som [advokat A] havde haft med [klager], var tilstrækkelige til, at [indklagede] kunne udfærdige udkast til brev samt udarbejdelse af en redegørelse over det retlige forhold vedrørende stien. [Indklagede] sørgede for at følge praksis og ikke sende noget til klienten, før ordrebekræftelsen var afsendt. Bemærkningen om tidsfristen i bistanden kan alene fortolkes som en bestilling af en tjenesteydelse, og ikke blot som en bekræftelse på, at der ville være mulighed for at afse tid inden for indeværende uge.
Efter at [indklagede] havde fremsendt notat og udkast til brev til [klager], havde parterne en telefonisk samtale. Under samtalen takkede [klager] for den hurtige ekspedition og udtrykte, at hun ønskede at have mulighed for at drøfte dette med sin mand, og at hun herefter ville vende tilbage. Hun nævnte på ingen måde, at hun havde rettet henvendelse til en flerhed af advokatfirmaer, og at hensigten alene var at opnå en respons inden for den indeværende uge om, hvorvidt [indklagede] havde mulighed for at påtage sig opgaven.
I forhold til det i stævningen anførte om telefonsamtalerne anføres det, at stævningen blev udfærdiget af [advokat A], og at [indklagede] ikke har haft del i den misfortolkning om anvendelsen af tid, som formuleringen i stævningen har givet anledning til. [indklagede] har endvidere ikke truffet beslutningen om, at der skulle indledes retssag for at opkræve salæret, idet beslutningen blev truffet af [advokat A]. Det fremgår således også af stævningen, at [indklagede] ville skulle afgive vidneforklaring. I forlængelse af, at sagen blev behandlet ved et telefonmøde med retten, blev [indklagede] anmodet om at udarbejde replik. [Indklagede] har ikke i replikken givet udtryk for, at der skulle have været en telefonsamtale med [klager] forud for, at hun modtog udkast til brev samt redegørelse for den retlige stilling.
Advokatnævnets behandling:
Sagen har været behandlet på et møde i Advokatnævnet med deltagelse af syv medlemmer.
Nævnets afgørelse og begrundelse:
Adfærdsklagen
Det følger af retsplejelovens § 126, stk. 1, at en advokat skal udvise en adfærd, der stemmer med god advokatskik.
En advokat har bevisbyrden for, at der er indgået en aftale om bistand, herunder omfanget af bistanden.
Som sagen er forelagt, finder Advokatnævnet, at [indklagede] ikke tilstrækkelig har godtgjort, at der var indgået en aftale om bistand, og at han dermed var berettiget til at fastholde sit salærkrav over for [klager]. Nævnet har lagt vægt på sagens konkrete omstændigheder, hvorefter der forud for arbejdets udførelse ikke havde været skriftlig eller telefonisk kontakt direkte mellem [indklagede] og [klager]. Nævnet har endvidere lagt vægt på det tidsmæssige aspekt i sagen, hvorefter "Velkomsthilsen" indeholdende ordrebekræftelsen blev sendt, henholdsvis 10 minutter og 18 minutter før [indklagede] fremsendte sin vurdering og udkast til brev. Videre har nævnet lagt vægt på, at [klager] ikke, som der blev anmodet om i fremsendelses-e-mailen, havde bekræftet, at hun havde læst den fremsendte "Velkomsthilsen".
Advokatnævnet finder på den baggrund, at [indklagede] har tilsidesat god advokatskik ved at påbegynde arbejdet uden aftale herom og derefter fastholde sit salærkrav over for [klager], jf. retsplejelovens § 126, stk. 1.
Advokatnævnet pålægger som en følge heraf og henset til, at [indklagede] ved Advokatnævnets kendelse af 27. oktober 2022 er pålagt en bøde, i medfør af retsplejelovens § 147 c, stk. 1, [indklagede] en bøde på 20.000 kr.
[Indklagede] kan indbringe afgørelsen for retten inden 4 uger efter modtagelsen af kendelsen, jf. retsplejelovens § 147 d.
Herefter bestemmes:
Salærklagen afvises.
[Indklagede] pålægges en bøde til statskassen på 20.000 kr.
På nævnets vegne
Mogens Heinsen