Spring hovednavigationen over
Tilbage

Advokat opkrævede særskilt beløb for sagens oprettelse, porto og kopi

Dato: 19. februar 2013
Type: Kendelse
Sagsnr: 2011-2893
SAGSRESUMÉ
Advokatnævnet fandt, at et beløb på 562,50 kr. inkl, moms, der var opkrævet som "Honorar for sagens oprettelse, porto og kopi" skulle bortfalde, idet det ikke nærmere fremgik , hvad der i sagen havde begrundet disse udgifter. Det samlede salær blev derfor nedsat med dette beløb.
Tilknyttet emnerne
21.2.2 Kontorhold

                                       K E N D E L S E

 

Sagens parter:

I denne sag har X klaget over advokat A.

 

 

Sagens tema:

X har klaget over, at advokat A har tilsidesat god advokatskik ved at yde mangelfuld og ikke brugbar rådgivning i forbindelse med en sag om opstart af en vognmandsforretning.

 

X har desuden klaget over advokat As salær på 9.750 kr. inkl. moms i sagen.

 

 

Datoen for klagen:

Klagen er modtaget den 30. juni 2011 fra Retten i (...).

 

 

Sagsfremstilling:

X rettede i juli 2010 henvendelse til advokat A med henblik på rådgivning vedrørende vognmandstilladelser og vognmandsforretning.

 

Den 9. juli 2010 blev der afholdt et møde, hvor også Y deltog, idet det var planen, at X og Y sammen skulle drive en vognmandsvirksomhed.

 

Den 3. august 2010 blev der afholdt endnu et møde, hvor X og advokat A deltog.

 

X har oplyst, at advokat A efter møderne kontaktede ham flere gange telefonisk og opfordrede ham til at gå videre med sagen, hvilket X imidlertid ikke ønskede.

 

Den 29. september 2010 sendte advokat A en faktura til  X,  hvorved der blev opkrævet 9.750 kr. inkl. moms. Det fremgår bl.a. af fakturaen, at der blev opkrævet 562,50 kr. som ”Honorar  for sagens oprettelse, porto og kopi”.

 

I brev af 3. november 2010 til advokat A anførte X, at han fandt salæret for højt, og han  henviste til, at der var afholdt to møder, der ikke havde ført til noget resultat.

 

Advokat A udtog den 21. marts 2011 stævning imod X med påstand om betaling af beløbet på 9.750 kr. med tillæg af renter. X anmodede under sagen om, at sagen blev forelagt Advokatnævnet.

 

X har under sagen for Retten i (...) og i e-mail af  12.  december 2011 til  Advokatnævnet  anført, at han på trods af forespørgsler herom ikke fik oplyst, hvad advokat  As  salær ville  være. Advokat A har i brev af 10. januar 2012 til Advokatnævnet oplyst, at han på X’s forespørgsel om salæret oplyste, at det ikke kunne oplyses præcist, da det ville bero på den løsning, der blev valgt.

 

Advokat    A   har    ved    brev    af   10.    august    2011    til   Advokatnævnet fremsendt  time-/sagsoplysninger, der viser, at der er brugt 4,05 timer på sagen.

 

 

Parternes påstande og anbringender:

Klager:

Adfærdsklagen

X har påstået, at advokat A har tilsidesat god advokatskik ved at yde mangelfuld og ikke brugbar rådgivning i forbindelse med en sag om opstart af en vognmandsforretning, ligesom advokat A ikke har givet prisoplysninger i sagen.

 

X har til støtte herfor bl.a. gjort gældende, at der ikke er kommet noget konkret ud af rådgivningen.

 

Salærklagen

X har påstået, at advokat A’s salær skal nedsættes  og har til støtte herfor gjort  gældende,  at der alene var givet to timers rådgivning, som ikke havde været brugbar.

 

X har i den forbindelse bl.a. anført, at rådgivningen var behæftet med fejl, og at  det  andet møde kun blev holdt på advokat A’s initiativ

 

Indklagede:

Adfærdsklagen

Advokat A har påstået frifindelse og har til støtte herfor anført, at han rådgav korrekt på det første møde, og at der blev aftalt endnu et møde med henblik på, at han i mellemtiden kunne undersøge mulighederne nærmere.

 

Advokat A har desuden anført, at han på det andet møde rådgav X  om mulighederne for at  stifte et selskab, hvilket X imidlertid udtrykte usikkerhed omkring. Efterfølgende havde han enkelte telefonsamtaler med X og en samtale med Y, før X tilkendegav, at han ville opgive sagen.

 

Med hensyn til prisoplysninger har advokat A anført, at der ikke er givet skriftlige prisoplysninger i sagen, da  det ikke nåede at  blive fastlagt, hvilken opgave, der skulle løses.  På det første møde fik X således at vide, at der  ikke  kunne gives  præcise oplysninger om prisen for bistanden, idet det ville afhænge af, hvilken løsning man valgte.

 

Salærklagen

Advokat A har påstået godkendelse af salæret og har til støtte herfor anført, at hans timetakst udgjorde 1.800 kr. ekskl. moms, og at der var brugt 4 timer og 5 minutter på sagen.

Advokatnævnets behandling:

Sagen har været behandlet på et møde i Advokatnævnet med deltagelse af 3 medlemmer.

 

 

Nævnets afgørelse og begrundelse:

Adfærdsklagen

Det bemærkes indledningsvist at X må anses for erhvervsdrivende, idet den af advokat  A  ydede bistand vedrørte opstart af en vognmandsforretning.

 

Det følger af retsplejelovens § 126, stk. 1, at en advokat skal udvise en adfærd, der stemmer med god advokatskik.

 

Advokatnævnet finder, at det ikke kan anses for godtgjort, at den rådgivning, der er ydet vedrørende etablering af vognmandsforretning, har været mangelfuld og ikke brugbar for X.

 

X har oplyst, at han under sagen spurgte til størrelsen af advokatsalæret, og advokat A har oplyst, at han, da X på det første møde spurgte til salæret, meddelte, at  dette ikke  kunne oplyses nærmere, da salæret ville afhænge af, hvilken løsninger der blev valgt.

 

Advokatnævnet finder, at en advokat i erhvervsforhold, hvis vederlagets størrelse ikke kan beregnes på forhånd, har pligt til på klientens forespørgsel at oplyse, hvordan vederlaget vil blive beregnet eller til at give et begrundet overslag. Advokat A burde således i forbindelse  med det første møde med X, hvor der blev spurgt om størrelsen på honoraret, have oplyst generelt om principperne for salærberegningen, herunder den almindelige timepris.

 

Ved således at have tilsidesat pligten til at give prisoplysninger findes advokat A at have tilsidesat god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1, og advokat A pålægges derfor en bøde på 5.000 kr.

 

Advokat A kan indbringe anførelsen for retten inden 4 uger efter modtagelsen af kedelsen, jf. retsplejelovens § 147 d.

 

Salærklagen

Det opkrævede salær skal ses i forhold til bl.a. sagens betydning og værdi for klienten, sagens udfald, arten og omfanget af det arbejde, advokaten har udført, og det med sagen forbundne ansvar.

 

Der er ikke i sagen givet prisoplysning, hvorfor det påhviler advokat A at godtgøre, at der er udført arbejde, som er aftalt med klienten, og at salæret er rimeligt i forhold til det aftalte udførte arbejde og klientens berettigede forventninger.

 

Advokatnævnet bemærker i den forbindelse, at der efter nævnets opfattelse  alene  kan opkræves særskilt betaling for udgifter til porto, kopiering og lign., hvis det fremgår klart af fakturaen, hvad der er baggrunden for det opkrævede beløb.

 

I fakturaen af 29. september 2010 er der opkrævet 562,50 kr. inkl. moms som ”Honorar for sagens oprettelse, porto og kopi”, men det fremgår ikke nærmere, hvad der i sagen har begrundet disse udgifter. Advokatnævnet finder på den baggrund, at denne del af det samlede salær skal bortfalde.

 

På baggrund af ovennævnte salærparametre kan salæret på 9.187,50 kr. inkl. moms  for advokat As arbejde med sagen i øvrigt ikke anses for urimeligt, jf. retsplejelovens §  126, stk.  2.

 

Advokatnævnet nedsætter herefter det samlede salær fra 9.750 kr. inkl. moms til 9.187,50 kr. inkl. moms.

 

Advokatnævnet pålægger advokat A at  betale det eventuelt for meget modtagne salær tilbage  til X inden 4 uger. Ud over salæret skal advokat A betale renter af beløbet. Renten  er sædvanlig procesrente, hvilket vil sige Nationalbankens udlånsrente med tillæg af 7 %. Udlånsrenten kan oplyses af pengeinstitutterne. Beløbet skal forrentes fra det tidspunkt, hvor advokat A modtog beløbet til betaling, til det tidspunkt, hvor advokat A  betaler  beløbet  tilbage.

 

Herefter bestemmes:

Advokat A pålægges en bøde på 5.000 kr.

 

Advokat A’s salær på 9.750,00 kr. inkl. moms nedsættes til 9.187,50 kr. inkl. moms.

 

 

                                                        På nævnets vegne

                                                           Jon Stokholm